Tirsdag 12. November 2019
Fogo – bestigning af Pico de Fogo (2829 m.o.h.)
Dagen starter med en tidlig morgenmad kl 6.30 på Zebra Corner (samme restaurant som vi spiste i går). Klokken 7.30 går bussen fra hotellet og inden skal vi lige nå at gøre os klar, så det er lidt tidligt..
Feriens højdepunkt er vandringen i dag. Efter godt 1 timer 45 minutters køretur (med 2 korte foto pauser) står den på bestigning af Pico du Fogo, som er landets højeste punkt – en vulkan på 2829 meters højde.
Vi er blevet kørt til 1778 meters højde og har derfor godt 1050 meters stigning foran os. Vi taler virkelig stigning her, der er kun op, ingen strækninger med ned og ligeud.
Vores lokale guide er rigtig god til at sikre en meget langsom og ensartet hastighed. Jeg mærker tydeligt at jeg selv ville have gået en del hurtigere, men ville nok også brænde ud og ville have holdt flere og længere pauser.
Trods det er hårdt, virker det pga hastigheden overkommeligt. Men jeg er glad for at det ikke er første vandredag.
Underlaget ændre sig løbende fra at være lidt løs vulkan grus til strekninger med klipper med sten af variable højde der skal passeres.
Udsigten er, som vi kommer frem, ikke mindre end perfekt. Det er samtidigt temmelig stejlt at se tilbage hvor vi er gået – ikke så underligt da det er en virkelig intens og konstant stigning.
Vandringen ændre efter et par timer karakter og bliver nu mere og mere til passager hvor man skal hold fast i klippen med begge hænderne og endda perioder hvor man skal læne kroppen mod klippen for ikke at falde ned. Her er mine vandrestave virkelig en ulempe, men jeg gider ikke rigtigt pakke dem væk. Der er godt stejlt, men som altid generere den type højder mig ikke. Jeg er i mit es og dette er den bedste bestigning jeg har været med på.
Desværre forsætte det ikke i den stil. Jeg begynder nemlig at få slemme mave problemer med lidt kramper anfald. Jeg kan ikke rigtig havde rygsækken på om livet og må spænde den op, hvilket betyder at rygsækken bæres med skuldrene.
Vi holder en kort forkost pause, og jeg spiser den ene af mine sandwich.
I en periode føler jeg at maven er blever bedre, men pludselig kan jeg mærke at jeg SKAL på toilettet… Noget der naturligvis ikke er muligt. Jeg har størstedelen af turen gået forrest med Laura og vores lokale guide, så jeg lade mig stille og roligt overhale af de andre – hvilket tager noget tid. Vores danske tur leder går som vanligt bagest, så jeg i formerer ham om mit problem og venter derefter til de alle er kommet en del højere op og derned ikke er for tæt på. Jeg går nu lidt væk fra stien og skraber lidt sten til side og får gjort hvad jeg skal med lidt hjælp fra et par stykker Kleenex.
Jeg tager bukserne på igen og skal lige til at tage rygsækken på, da mit GoPro kamera falder af tasken og triller som en boldt længere og længere ned af vulkanen. Den lander nok 20-30 meter nede. Her er ingen sti, men jeg tænker det er muligt at komme ned til den. Så jeg sætter rygsækken fra mig og begynder at begive mig ned af bjergsiden efter kameraet… Men det er ikke en god idé. Jeg kan ikke stå fald og glider for hvert skridt ned af bjerget. Først 1 meter… så et par meter. Jeg rejser mig forsigtigt og beslutter at glemme kameraet og bare komme videre – det er trodsalt bare et kamera.
Jeg begynder derfor forsigtigt at møve mig tilbage op til rygsækken, men netop da jeg er ved at være fremme begynder den at rutsche og snart triller den også rundt som en boldt. Hurtigere og hurtigere… Den ender nok 50 meter nede i en lidt anden retning af min GoPro. Jeg ved det er farligt, men jeg føler ikke at jeg har et valg. Jeg skal have min rygsæk, der indeholder både penge, pas og mit vand… alt andet er ligegyldet.
Jeg begynder derfor forsigtigt at bevæge mig nedad. Men nu bliver det lidt alvorligt. Jeg kan på ingen måde stå fast og rutsjer stille og roligt ned. Efter lidt tid, med diverse mindre hudafskrabninger kommer jeg inden for rækkevidde af min GoPro og begiver mig videre til rygsækken. Det er ikke let, men jeg kommer frem. Nu er det så bare op igen… De første ca 10 skridt jeg tager resultere i, at jeg falder længere og længere ned at bjerget. Jeg tager en dyb indånding, får pulsen ned og begiver mig nu mere forsigtigt op, jeg rutsjer stadig ned ind i mellem men jeg kommer dog stille og roligt opad – men der er langvej endnu. Men problemet er… hvor er stien… indtil jeg finder stien vil jeg have problemer, så jeg beslutter at finde stien inden jeg går videre op. Jeg tror stien er et godt stykke imod højre og kæmper mig roligt horisontalt uden at komme højere op.
Henrik kommer nu nedad imod mig i rask hastigged for at hjælpe. Jeg råber at han skal holde sig tilbage fordi der ikke er til at gå her… men han sikre mig at han er på stien… det forstår jeg ikke meget af, for han er langt til venstre for mig og jeg troede stien var i den anden retning – jeg har altså totalt midstet orienteringen.
Henrik kommer nu tættere på og er vel inden fra 30 meter og beder mig tage tasken af. Jeg tænker først at han vil bære min taske for mig og siger klart nej, han skal ikke bære mine ting, der skal jeg nok gøre selv 🙂 Men nej, han ville blot lære mig at komme op og hen ad bjergsiden ved at holde fast i bagsiden af tasken mens jeg præsser den med min vægt ind imod bjergsiden – hurtigt men sikkert kommer jeg hen til ham – et virkelig godt triks som jeg vil huske.
Jeg har nok brugt ca 25-30 minutter på mit lille eventyr. I mellemtiden er gruppen blevet delt. Godt halvdelen af gruppen er fortsat mod toppen sammen med den lokale guide. Resten af gruppen er blevet tilbage med Henrik tager dem ned af bjerget af samme spændende rute som dem der går mod toppen tager senere på dagen. Jeg har desværre brugt rigtig meget energi på mit lille eventyr, og samtidigt er jeg kommet så langt efter de andre at jeg ikke tør fortsætte mod toppen. Maven er fortsat ikke god, dog har jeg det bedre. Henrik virker glad for at jeg ikke fortsætter mod toppen og derfor fortsætter jeg desværre med gruppen der vælger at gå ned – det er virkelig trist da top dagen i dag var hvad jeg havde glædet mig mest til på turen.
Vi skal først tage en mindre stigning og derefter gå horisontalt hen ad bjergsiden et stykke tid hvor vi holder en ekstra frokost pause. De forreste på billedet nedenfor står ca hvor vi ender med at holde frokost. Vi har jo god tid, da dem der går mod toppen har et par timers vandring foran dem.
Nu bliver det for alvor sjovt. Den side af vulkanen vi står ved nu, er ren sort aske. For hvert skridt man trædder falder foden alt mellem 10-50cm i asken. og rutsjer samtidigt lidt nedad – der er totalt umuligt at gå op her. Henrik viser os hortigt hvordan man skal gå i det terræn, og giver så ellers mig lov til bare at give den gas – så jeg ender med at løbe alt hvad jeg kan, direkte ned af vulkansiden – der er meget stejlt, men underlaget gør at det ikke er farligt.
Inden jeg løb fik jeg besked på hvor jeg skulle stoppe og venter på de andre. Mens jeg venter, får jeg pludselig øje på noget der ligner en større sten der ruller ned mod Henrik, som stadig ikke har begyndt nedstigningen. Så jeg råber højt “STEN”…. Henrik vender sig (ca 200m højre oppe) og råber grinende tilbage… Det er en Hund!
Vi finder aldrig ud af hvad hunden laver her på vej ned af vulkanen, men de andre der er gået mod toppen har også mødt den. Hunden følger os i løb ned af vulkanen, og ser også ud til at hygge sig i den bløde askejord. Den er desværre halt på den ene ben og hoppe med begge bagben samlet som en kanin – heldigvis ser det ikke ud til at den har smærter, så det er nok en gammel skade.
2 yderligere strækninger på godt 200 meter af gangen fortsætter vi med at løbe i den bløde aske, og hvergang giver jeg den gas og venter på de andre. Støvlerne og strømperne er efterhånden blevet godt fyldt af små sten og aske, hvilket gør yderst ondt, og det er ved at være tid af tømme skoene.
Jeg leder en lille gruppe på de 2 nordmænd (Anne og Elinor) og Birgitte ned mod vores bus, mens Henrik og de andre går langsommere. Da vi når bussen tager vi en slapper i hyggelig samtale i en god halv time. Herefter beslutter vi at gå ned til den lille by (en tur på ca 6 km) hvor vi besøger en hyggelig lille bar hvor en enke med to børn har et hyggelig serveringssted med den skønneste terrasse med udsigt over vulkanen. Jeg bestiller en øl, sodavand og chips – livet kan nærmest ikke blive bedre. Desværre fik jeg inden billeder af den hyggelige bar.
Et par timer efter vi kom ned fra vulkanen, kommer resten af holdet ned. De tager bussen og møder os tæt ved baren. Nu går turen så tilbage til Sao Filipe og vores hotel.
Gruppen deles til aften. Halvdelen går på en fiske-restaurent mens vi andre tager tilbage på Zebra Corner. Her får vi en skøn menu bestående af: tapas anretning til forret, efterfulgt af kylling, fisk, stegte søde kartofler, stegt kål og zuccini, ris, kartoffelmos, kogt spinat med hvidløg. Til dessert en portions anretning af henkogte frugter med flødeskum og chokolade drys.
Leave a reply