Fredag 2. August 2019
Val Zemoladalen og de gamle marmorbrud ved Monte Buscada
Der var lovet regn og torden i dag, hvilket desværre kom til at holde stik. Vi kører som vanligt fra hotellet kl 8.00 og har en god ½ times køretur til dagens udgangspunkt. Det er på med regntøjet og så ellers afsted.
Vi starter en opstigning på 150 højde meter via en grusvej og aftaler at mødes ved et skilt. Det regner ikke småt længere, og tordenen kommer nærmere. Vi har nu en meget stejl og smal sti foran os, der mest af alt er glatte sten og af og til lidt mudder.
Som altid i dette terrain falder jeg bagud, hvilket passer mig perfekt. Jeg går bedst på sådanne svære pasager i mit eget tempo og uden at føle at jeg bliver presset bagfra. Lone går dog baggest med Pelle, men ellers er resten af gruppen et stykke foran, men ikke længere end jeg ser det fleste i det fjerne det fra tid til anden.
Der kommer få passager med klipper og store sten der skal navigeres ved let klatring, hvilket ikke er helt let i den silende regn. Min puls er ofte helt i top og derfor holder jeg korte pauser hvert 3-4 minutter det meste af vejen op. Mine ben syrer helt vildt og det er virkelig en prøvelse at komme frem. Der er korte perioder hvor jeg er usikker på, om jeg har kræfter til at komme op, men jeg kæmper videre og når til sidst enden af stien.
Kun få hundrede meter borte ligger vores lille refugé hvor vi skal have kaffe og kage, inden vi fortsætter turen og senere returnerer for frokost. Jeg kommer ud af min våde tøj. Skjorten er så våd at ikke en dråbe vand ville kunne opsuges. Min støvler er nok ikke gennemblødte, men meget fugtige, sokkerne det samme, mens mine short blot er fugtige. Jeg skifter skjorten til en tør og går ind i pejsestuen hvor vi får varmen ved pejsen og derefter serveres en capuccino med en æblekage med en efterfølgende cola.
Mens vi sidder i hytten bliver regnen om muligt værre, så vi sidder der nok lidt længere end der ellers var planlagt. I tillæg får vi besked på at idag er det eneste dag hvor vi ikke er langt foran hvad er normalt, vi har derimod brugt mere end end normen, grundet regnen, så vi er nok lidt præsset på tid lyder det til.
Efter lidt tid går vi ud i regnen igen og får regntøjet på. Alle bortset fra Lone tager ud på en lille tur, der først går nok 75 meter op af en stejl sti til en marmorbrud.
Efter at have studeret brudet, der blandt andet indeholder lidt gamle forsiler, begynder regnen så småt at tage af og ender til sidst med at stoppe helt. Vi er heldige, for nu starter vi på den sidste opstigning til et lille stop hvor der skulle måske den bedste udsigt på hele ugen – og det ender bestemt ikke med at skuffe.
Det sidste stykke til toppen er der ingen stier, men foregår blot via en ikke for hård stigning på græs (en sæter). Der åbner sig nu en 360 graders udsigt der ikke kan beskrives med ord, eller for den sagsskyld vises på hverken billeder eller video. Der ses små skyer under bjergtoppene der blot hjælper med til at gøre synet endnu smukere.
360 graders video fra toppen
Jeg var virkelig smadret på vejen op, og at kalde mig stakåndet vil være en seriøs underdrivelse. Men så snart man når toppen er alle strabasser som altid glemt. Efter kort tid spørger jeg Pelle om jeg kan gå til en lille top der ligger lidt i den modsatte retning af vores nedstigning. Det er okay, så jeg begiver mig afsted, i hast – jeg har nu fornyede kræfter.
Jeg når hurtigt frem og føler et stort overskud, selvom jeg trækker noget på vejret. Denne top er lidt lavere end jeg kom fra, men jeg vil næsten mere bedre, pga en lidt anden vinkel man ser tingene fra. Istedet for at tage en massere billeder tager jeg blot nogle få og lidt video.
Video over den ekstra top er på vej
Efter et par billeder og videoer begynder jeg så småt at gå tilbage, men ser at Pelle er på vej – så jeg venter lidt og lader ham nå toppen også, hvor jeg får at billede af ham. De andre er på vej ned, men venter på os et par hundrede højdemeter nede.
Vi kommer tilbage til hytten hvor vores bestilte mad snart er klar. Jeg har sjældent været så sulten og min bestilte pasta bolognese med en lemon sodavand og øl er virkelig hvad jeg trægte til – sjældent har noget smagt så godt. Da vi er færdige med maden er vi et par stykker der går ud på teressen og bestiller en cappucino.
Turen går nu ned til samme udgangspunkt igen – eller næsten. Vi aftaler at mødes på en lille cafe tæt på hvor vi blev sat af. Vi går derfor i vores eget tempo og Pelle er gået i forvejen. Denne gang er turen ned langs en grusvej, der benyttes til at komme frem og tilbage refugiet i bil. Turen er utrolig køn men det er en let nedstigning.
I den lille cafe bestiller jeg først en Fanta og dernæst en cappucino og dertil en hjemmelavet honningsnaps mens jeg nyder udsigten terassen og venter på at de sidste kommer ned – som altid når turen går nedad, er jeg langt foran.
Animations video fra dagens tur
Relive ‘Italien 20190802’
Turen i dag endte med 875 højdemeter og er derfor igen en personlig rekord. Turen var dog ikke så lang, da vi taler om 11 km med aktiv vandring i små 4½ time. Til forskel fra de andre ture var hele denne tur enten op eller ned, der var virkelig ingen strækninger overhoved der gik ligeud, men vi taler en generelt langt stejlere stigning end de foregående dage. Vi er allerede hjemme ved hotellet 16.30 og har derfor små 3 timer til at slappe af inden aftensmaden.
Maden i dag stod på en forret af tortelini, fisk til hovedret, men jeg havde fortalt Pelle at jeg ikke var meget for fisk, så jeg fik kylling med kogte kolde kartofler (lidt underligt, men det smagte fint) og til dessert en is.
Turen i morgen skulle eftersigende være den hårdeste på hele turen og med flere højde meter, hvis man ikke vælger en alternativ mindre hård rute – jeg satser på at tage den lange tur, men vi må se hvad morgendagen bringer.
Leave a reply