Fredag 14. Juni 2019
Monte Tolu toppen 1.331 moh
Så er det sidste vandre dag, hvilket er lidt paradoksalt, da jeg virkelig begynder at kommer i form, og har ingen videre problemer med kondien og stakåndethed i forbindelse med vores opstigninger. flere af de andre siger løbende til mig at der er sket store forbedringer. Fra jeg tidligere på ugen gik sidst når det gik opad, er der nu mig der går forrest og konstant ønsker at få ekstra udfordringer… i dag blev ingen undtagelse, tværdigmod.
Dagen begynder som de andre med morgenmad 7.30, efterfulgt af en hurtig tur til bager for at købe lidt frokost. Som igår har jeg droppet bagetten og køber istedet en Quiche med Skinke og Ost. Vi bliver kørt små 45 minutter, i konstant opadgående retning. På et tidspunkt sluker vores buschafør for alt unødvendigt, så som aircondition, blæsere, og lys alt imens bilen kæmper en hårdt kamp med at komme op. Det lyder flere gange som om det ikke vil lykkes, men vi kommer tilsidst frem til vores udgangspunkt, i ca 950 meters højde.
Dagen starter men en konstant med rolig opstigning. Her er massere af græsser og blomster, men reelt virker turen lidt kedelig… men det skal ændre sig. Vi kommer til en lille pas og vejen deler sig. Efter en kort pause går turen nu op af en klippe sti. Udsigten bliver kun bedre og bedre. Snart er der udsigt til enorme bjerg formationer på begge sidder og stien.
Men nu begynder det at blive sjovt. Stien bliver til klipper der for forseres og det bliver mere og mere behov for at støtte med hænderne. Smilet på mine læber bliver større og større og jeg er virkelig i mit es. Vandrestavene er konstakt til gene og jeg er ked af at have taget dem med.
Efter en rimmelig udfordrende passage, hvor et par af gruppen ikke syntes det var sjovt, holder vi formiddags pause, med lidt frugt og masser af vand. Vi sidder med den skønneste udsigt og livet er bare perfekt. For mig er dette hvad jeg kom efter, og hvad jeg ikke rigtig fik på Madeira. Vi er langt fra civilisationen men møder overraskende nok en del andre vandrere, som vist alle viser sig at være syd-tyskere der virkelig også er i deres es – reelt virker udfordringerne for dem som gik de på en lige astfalt vej.
Turen går nu videre, vi er dog en mand mindre, der vælger at blive tilbage på frokost stedet pga højden.
Vi har fået besked på at der i dag er mulighed for at kommer på toppen af et bjerg, men at det er en individuel beslutning. Det vil kræve let klatring. Som vi kommer gående mod toppen tror jeg vi alle tænker at det er komplet umuligt, men vi er dog 3 styk der beslutter os… vi SKAL op.
Jeg finder et plads hvor jeg vil såpise frokost efter vi kommer ned og efterlader min sygsæk og vandrestave… nu skal der klatres.
Jeg vurdere at vi har klatret ca 50 m hvad ofte var tæt på direkte op, med visse passager med udfordrende vandring. Glæder strømmer ind da vi står på toppen – flere ghange inden havde jeg overvejet at give op, men pludselig står vi der.
Toppen er egenlig rimmelig stor og flad og vi tager derfor lidt billeder af hinanden og 360 graders video. Selvom det virkelig ikke er til at se på billederne og video at vi stor på toppen og at der er langt til nabo topperne, så er det nu meget vellyket alligevel.
360 graders video fra toppen
https://1drv.ms/v/s!Aiu23b6DtYfBgZYzqpOzS3SAFu9OLA?e=8Ih8mV
Humøret er helt i top da jeg kommer ned – ikke en let nedstigning i øvrigt. Og jeg vil bare genstage en top bestigning, og jeg forhøre mig strakt om jeg lige kan tage toppen med siden af – som dog er meget lettere. Typisk tør besked fra vores guide er, “Ja hvis du springer frokosten over”. Jeg skynder dog at spise mit frokost på få minutter og tager alene til toppen. Denne var dog ikke i karakter af klatriong, men blot svær vandring. Men jeg når den lille top og er kisteglad.
Vi skal nu tilbage til der for stien i morges delte sig og jeg tager føringen hele turen tilbage… jeg er som genfødt og har uanede energi og kræfter. Det skal siges at jeg siden i går aftes har haft en mindre vabel på venstra fod og smærter under samme fod, men det betyder intet – jeg kan have ondt af mig selv på turen hjem i morgen.
Efter en kort drikke og toilet pause fortsætter turen, denne gang af grusvej med en mindre stining.
Efter omkring 20 minutter når vi til en lille restaurent og turen er over for i dag…. men det kan jo ikke være rigtigt, som Jens og jeg beslutter at tage nabo toppen inden bussen kommer. Vores guide virker ikke meget imponeret over vores idé men siger at så længe vi sikre at være tilbage inden 30 minutter er det fint. Jeg er temmelig sikker på at det ikke er muligt men vi går alligevel… eller rettere i rast trav. Men var vi for optismistiske… der kommer en utrolig stejl stigning, men tørt grus, massere af løse klippe sten… min puls stiger til 160, jeg har svært ved at få vejret. Jens derimod virker rimmelig upåvirket – en top trænet mand antageligvis midt i 60erne. Slam… og jeg ligger så flad jeg er med ansigtet nede i gruset…. jeg er blot færdig af grin, kæmper mig på føderne og afsted det går. Vi er kommet langt hurtigere frem and ventet. Der er ingen sti helt til toppen så vi må igennem en naki beplatning med stikkende buske, men hvad betyder det, vi skal op…. kort efter når vi toppen… jeg tror vi begge er overrasket over hvor let det var gået. Der er rimmelig god udsigt og vi kan se tilbage til gruppen der små som de er sidder og nyder en øl… der blev grinet lidt af os på turen op, nu er det vores tur 🙂
Efter at været kommet tilbage til hotelet, tager jeg en kort tur i byen med Kim hvor vi får en afsluttende øl og is på byens torv, og taler lidt om turen der er gået og hvad vi hver især skal herfra. Jeg går tilbage til hotelet og får en længe tiltrængt bad og skriver lidt på dagboen inden vi skal have den sidste fælles aftensmad på turen. Menuen består i dag af løgtærte til forret, efterfulgt af entrecote med stegte grønsager og tiramisu til dessert.
Animations video af dagens tur
Relive ‘Korsika 20190614’
Leave a reply