Fredag 3. August 2018
Samaria Gorge
Den store dag er kommet, vandring i Samaria Gorge, en små 20km lang tur, med en nedstigning på 1000m. Det var det punkt på turen jeg havde glædet mig mest til… og dagen skuffer ikke.
Jeg må op meget tidligt, 4.30 for at gøre klar. Transporten kommer godtnok 20 minutter for sent, et tysk par havde sovet over sig… jeg kunne godt have brugt de ekstra timer 🙂 Men humøret er hørt og jeg er spændt. Som tidligere ture, går transporten sydpå gennem de utrolig smukke bjerge, men i dag er der kyndig information på turen af vores belgiske guide. Holdet består 2 tyskere, 2 amerikanere, 2 kanadier og en australier og mig. Umiddelbart er tyskerne og jeg de eneste der er vandt til at vandre.
Nedstigningen er lidt delt op i 5 sektioner, hvoraf den sidste del ikke normalt tæller med, da mange tager bussen den sidste stykke:
Sektion 1
Første del af turen er en rimelig brat nedstigning på 580 højdemeter over 3,8 km. Turen er tog meget let grundet godt anlagte sten-trin og trærækkeværk langt stien. Det er også denne del af turen hvor man ser de fleste menesker. Heldigvis var holdet alle rimelig hurtiggående på dette tidspunkt, så vi fik langt lidt afstand til de fleste, hvilket gjorde det muligt at nyde naturen optimalt.
Humøret var helt i top, mens vi begyndte den lange nedstigning. Linda vores belgiste guide (der bor med familien på Kreta nærmest hoppede som en bjergged mellem os sørgede for at tale med os alle på skift. Hun var uden sammenligning den bedste guide jeg har haft til dato og var utrolig behagelig, sikrede heletiden at alle havde det godt, kom i løbet af dagen med alverdens forslag til hvordan vi kunne få mest ud af vores Kreta besøg osv.
Sektion 2
Næste del af turen fik over til at være en mere normal skovsti, trods en fortsat godt højdemeter fald. De næste 3,7 km havde en nedstigning på 310m, hvilket vil sige omkring halvt så stort fald som første sektion. Men for det var for de fleste en hårdere del af turen grundet mere uvegne skovstier, rødder og mere udfordrende klippe trin. Jeg følte dog på ingen tidspunkt at det var hårdt. Mine vandrestøvler var som skabt til turen, og jeg skiggede med skeptis på mange andre der gik med kondisko and visse endda sanddaler.
Det begyndte også et blive noget af en udfordring for den kanadiske pige, der havde problemer med benene pga en sportsskade. Tyskerne og jeg ender derfor stille og roligt med at komme langt foran de andre og stopper i perioder op i længere perioder for at vente på dem.
Turen går generelt ned, men hen imod slutningen af sektion 2 kommer der en pæn opstigning. Jeg er godt foran på det tidspunkt, og når toppenn hvor jeg tager mig et lille hvil, og opdager en hvid hest lige bag mig…. hvor kommer den dog fra… vi har ikke set nogen dyr overhoved indtil nu.
Vi ankommer til en lille ruin by (Samaria) hvor der er planlagt et hvil. Her er dejlig skygge og vi får lidt medbragt middagsmad og en masse vand. Der er tæt på 30 graders varme, og vi har nu gået i et 3½ time.
Det har været rigtig hyggeligt at gå med tyskerne og at tale med vores guide. Men efter at have holdt små 20 minutters pause føler jeg at jeg må videre. Jeg er bange for at blive “kold” i benene, træt og doven og derved melder jeg til guiden at jeg går lidt stille videre.
Jeg går meget langtsom den første lille time, og holder mange små pauser, i forventning af at de indhenter mig, men det sker dog aldrig.
Jeg har det skønt, og går egenlig at overvejer om jeg nogensinde har været som glad for nu. Vejret er fantastisk, naturen og klipperne er alt jeg har drømt om, og vigtigst af alt, de mange mange menesker der var til at starte med er væk. Jeg ser ofte et par folk og hilser, evt med et par kommentarer om turen og vejret, men er egenlig ganske alene… nøjagtig som jeg havde behov for.
Sektion 3
Næste sektion er lidt mere kedelig end de andre. Strekningen er på 3,6km med et fald på 170m. Der er også tæt skov inden stien endelig åbner op til imponetende klipper, som sammenlignet men næste sektion er lidt indelukket. De mange nåletræt går det lidt håndere at få vejret og jeg mangler vand… jeg har drukket vand som aldrig før på denne tur, mine 2,5 litter er snart brugt og jeg er nok kun kommet godt halvvejs. Der er vand i haner igennem Samaria gorge, men den varme sommer og de mange gæster har gjort vandtrykket meget lavt. Visse steder er der ingen vand, andre steder kan det tage adskillige minutter at fylde ½ liters flasker. Men det høre alt med til charmen.
Sektion 4
Sidste sektion inden den officielle rute er slut, er på 4,8 km med en fald på 170m, altså meget flat sammenlignet med de tidligere. Det skulle måske give anledning til at tro at det er den letteste, men det er ikke nødvendigvis tilfældet. Vi er nu i “bunden” af kløften og der er småsten, større og mindre klipper der skal passeres. Det er ingen tvivl om at vi er kommet til hjertet af turen – jeg har virkelig aldrig oplevet noget så smukt.
Der kommer nu med jævne mellemrun steder på stien med skilte, der advare om at stå stille. Men skal konstant bevære sig grundet risiko for faldende sten… på et sted er endda en vagt der råber til folk hvis de stopper for at tage et billede – det er åbenbart for farligt.
Solen bager, der er så utrolig varmt. Til forskel fra de foregående sektioner er der ingen skygge og ingen vand, bortset fra en lille lod, som til tider er svær at komme i nærheden af.
Benene begynder at syre lidt, det har været en hård og lang nedstigning, men smerterne mærker knapt, da jeg er så lykkelig og aldrig ønsker turen ender – samtidigt med at jeg virkelig ser frem til noget koldt at drikke.
Langt om længe kommer jeg til vejs ende (på den officielle tur), og nu næste problem. Jeg går igennem porten og en park betjent beder om min billet. Jeg fortæller at min guide har den og at det kan gå lang tid før hun kommer, da de er langt bagefter. Han pejer bare hen til siden og beder mig vente. Men det giver jeg ikke, så jeg forhandler lidt og ender blot med at ignorere ham og gå videre til en lille café der er strategisk placeret uden for porten – alle tyder på stoppe her 🙂
Jeg købte straks en stor friskpresset appelsinjuise på 0,75l, men jeg havde snapt sad mig før den var væk, så jeg bestilte hurtigt en mere. Vandrestøvlerne kom af, en virkelig befrigelsen efter små 6 timers vandring i tykke uldsukker i 30 graders varme… der var ikke meget skygge for solen, men det bestød intet, livet var godt og benene var taknemmelige over det velfortjente hvil. Men 1,5l juice var ikke nok, jeg bestilte endnu en appilsinjoice og samtidigt en ½ l kold iskaffe. Juice var væk på få minutter, og kaffen… wow… præcis hvad jeg havde behov for, det gik et kick af energi. Da jeg godt 45 minutter havde næsten var færdige med min små 3 liters væske kom resten af holdet, alle bortset fra tyskerne og guiden så langt mere trætte ud end jeg havde følt mig. Guiden lignede en der ikke havde vandret overhoved.
Efter et kvarters tid, gik det nu videre. Den officielle tur var ovre, og nu stod valget om man ville gå de sidste omkring 3-4 km eller tage buffen. Jeg ville klart gå, det samme med tyskerne og amerikanerne. Vi mens de andre tog bussen gik vi det sidste stykke. For første gang i dag gjorde benene direkte ondt. De ville ikke mere – det er præcis hvad der sker efter lange pauser, og netop derfor var jeg tidligere på dagen gået alene da puasen blev for lang.
Vi havde en 1½ time til færge sejlede, så vi gik på den restaurent guiden anbefalede, jeg spiste med det tyske par ude i det fri, men resten fandt en plads delvist indefor. Vi fik en rigtig skøn hjemmelavet burger. Først en en ½liters iskold cola og derefter ½ liters fristlavet limonade. Jeg kunne ikke slukke min tørst idag og har til dato aldrig drukket så meget.
Det blev en utrolig skøn sejltur. Alle gemte sig i skyggen mens jeg som den eneste skyndte mig at finde en plads i solen, med armen ud over rælingen. Linda satte sig ved siden af og vi fik en god sluder om Kreta, foskellige vandreture hun kunne anbefale, hvad jeg foreslog at jeg kunne bruge den sidste 1½ dag i Chania til, m.m.. Da vi nærmere os fastlanden måtte jeg må tiolettet og hun skulle finde de andre og give sidste instrukser.
Jeg må sige at der gik panik i mig, jeg er på toilettet en lille bitte rum som uden tvivl er langt over 40 graders varmt. Døren er ikke til at få op, jeg kæmper i mange minutter, kan høre at der står en uden for og forsøger at få kontakt så han kan hjælpe, men han reagere ikke. Efter 3-4 minutters lykkedes det endtelig. Jeg en genenmblødt af sved. Bestiller hurtigt endnu en sadovand og drikker den på ingen tid.
Efter en lille gåtur når vi bussen.. der er flasker med iskold vand.. som havde jeg ikke drukket i flere dage bælder jeg hurtigt en flaske… jeg har nu drukket langt over 6 liter idag, nok dobbelt hvad jeg nogensinde har prøvet før.
Vi tager afsked med gruppen, er lidt ked af ikke at skulle se tyskerne og specielt guiden igen. Turen i dag er uden sammenlignet blandt de bedste dage i mit liv. Ankommer til hotellet kl 21.00 og får en sen aftensmad – går derefter direkte i seng og sover som en sten…
Leave a reply