Fredag 19. Juli 2024
Vandring: Leverburgh – Seilebost
Efter morgenmad og afsked med de to søde herrer i Lingay house, går turen videre nordpå. Til en start går ruten via en hyggelig lille vejl, hvor jeg ikke møder nogle biler. Det blæser en hel del, så jeg giver efter få forsøg op med at flyve med “dronen”.
Bortset fra vinden er der stille, her er ingen kun lyden af nogle enkelte fugle, og kortvarrigt ser jeg et par får, men ellers er her ingen ting. Efter en lille stund drejer ruten fra vejen og til en start er den en behagelig grussti, men efterhånden bliver til en rute med græs.
Snart går stien over til at være en double ditch stil, altså 2 render i hver side, hvor jorden er langt ind i midten, hvos man skal gå. Det er generere en relativ tør rute, sammenlignet med ellers – men de betyder ikke at der ikke er våndt og smattet.
Ruten bliver efterhånden mere og mere ufremkommelig, og der er nu mere tale om ren sump, men en svært identificerbar rute. Ofte finder jeg kun vejen pga min GPS på uret og telefonen. Ikke helt sjældent synker jeg i halvvejs på til knæet, og det virker derfor ganske ufremkommeligt, men reelt også meget sjovy og utvivlsomt hårdt. Havde det ikke været for regnen og den meget tætte tåge, der gør at jeg ikke kan se de mange eller smukke små bjerge der er hele vejen omkring mig, så havde dette været en rigtig smukt tur, men relt kan jeg ofte kun se 100-200 meter foran mig, og bjergene ser nærmst ikke, da de er dækket af tykke skyer, og det kun 20-50 meter over hvor jeg går. Det giver en tydelig følelse af isolation, den samme fornemmelse jeg havde i Ireland – det der går dette en smule være en det faktum at i Ireland var ruten langt bedre markeret, her finder jeg som nævnt også kun vej pga min GPS.
Endelig, langt om længe, kommer jeg ud til en vej, hvor jeg skal gå kortvarrigt og derfter ind på en kort strand vandring, den sidste på denne tur.
Et kort stykke efter strandvandringen ved jeg at ruten igen skal ind i en mose, som jeg har fået fortalt af både taxi chaufføren og værterne på Lingay House, skulle være langt værre end det jeg lige er kommet igennem. Eftersom vejret ikke bliver bedre, måske kun tager til beslutter jeg at holde på min vejen resten af dagen. Det gode er at skyerne ser ud til at holde sig til bjergen, og er neden på vest liges med vejen og stranden er der relativ god rigtigbarhed. Det er tydeligt at skyerne holder sig til bjerge for nu. Så jeg ringer til min taxi chauffør, og aftaler at jeg skal hentes 2 timer efter end planlagt, reelt forventer jeg at være fremme noget tidligere, med bedre være på den sikre side.
Strand vandringen var ganske udmattende, og specielt fordi jeg endte med at få for langt, og måtte tilbage igen et godt stykke, for at komem ud til vejen. Men det var en dejlig afveksling for den våde mose.
Tilbage på vejen, er det let vandring, trods der kommer nogle stigninger ind i mellem. Men blæster tager nu til. I vejrudsigten har blæsten her over frokost markeret i det røde felt i udsigeten, jeg husker det som 34 eller 44 mph i vindstød. Her der det ikke nødvendigvis godt at vandre med en poncho, istedet for en regnjakke, for blafre ekstremt voldsomt i vinden.
Efter 5-6 kilometer ser jeg hvad ligner en lille bænk i det fjerne, og håber meget at det er en bænk. Klokken er 13.10 og jeg kunne godt bruge en smule frokost. Heldigvis var det en bænk, godtnok en meget gammel og slidt en af slagsen, men hvad gør det, bare jeg kan sidde ned. Det hr ikke regnet de sidste 20 minutter, så jeg tager min poncho, ligger den i rygsæk og sætter tasken på bænken mensjeg vil tage det billige. Det er svært i de kræftige vindstød, som nærmest blæser telefonen ud af hånden. Vinden er så kraftig at den vælter min taske der står på bænken.
Jeg tager et kort hvil, og en energibar, men tænker at det er bedre at komme videre, jeg har godtnok kun cen lille times vandring tilbage og der er små knapt 2 timer jeg til bliver hentet, men min teori er det er er mindre vind hvor jeg skal mødes med taxi’en, da der ligner et sted der burde være mere i læg fra havet.
Jeg går videre… snart kommer det smukke strand frem, som jeg har ventet på. Her er det skønneste turkise vand med store vide (nærmest gule) sandstrande. Jeg køre denne strakning med taxi for et par dage siden da jeg skulle til og fra Stornoway, så jeg ved hvad jeg har i vente, og selve strandene er smukke ved jeg at det bliver bedre.
De kommende kilometer betyder på mere smuk udsigt. Skulle klipper, med små bjergholdieg øver ude i horisonten samt en smuk turkis hav.
Snart kommer jeg til Seilebost (udtales i stil med Shell-A-Bost, og betyder “muslinge”-skal farmen). Seilibost er specielt berømt for sin perfekte strand som strækker sig i flere kilometer. Netop nu er det ikke held lavvandet, hvilket betyder at der er så søger af hvad, hvor der ellers blot ville være sandstrand. Men det gør det nu næsten bare kønnere. Jeg tvivler på at mange der så et billede at Seilibost strand ville tænke at det var taget i skotland, eller for så vist nord europa. Det ligner mere Sydeuropa eller Thailand. Kun temperaturen er den store forskel.
Et par kilometer senere ankommer jeg til mig aftalte afhentningssted, hvor jeg venter en ca 25 minutter, taxi’en kommer 20 minutter før tid, hvilket er skønt. Jeg køres nu Harris Hotel i Tarbert, en lille havneby, min færgehavn og Whisky destilleri. Hotel er et mere end 100 år gammel familiejet hotel
Jeg har booket bord i hotellets restaurent til aften, hvor jeg får en skøn Steak and Ale Pie, og naturligvis en Sticky Toffee Puding.
Resten af resten bruges på at lave video fra de foregående dage.
Animation af dagens vandring