Søndag 05. Maj 2024
Vandring: Kinlochleven til Fort William
Dagen starter med morgenmad, som det lykkedes at få 7.45 (15 minutter før det ellers var muligt), eftersom min taxa ankommer allerede 8.30.
Jeg er den sidste der hentes af Taxa, og turen er fyldt et par hold tyskere. Kørslen bliver lidt voldsom, hvor jeg må holde mig fast. Turen var nu virkelig smuk.
Fremme ved Kinlochleven, springer jeg ud af bilen og skynder mig af sted, mens alle andre er ved at gøre sig klar. Jeg ender med at være alene på ruten allerede fra start – da der heller ikke er andre på ruten i horisonten.
Snart er jeg ude af byen og stien går ind i en skov. Efter kort tid går stien stejlt op. Udsigten er der ikke meget af til en start, som ofte er tilfældet i en skov. Samtidigt er der ikke den samme vind, hvilket gør stigningen hårdere grundet den begrænsede brise.
Jeg hørte “Singing Sergant & Son” (et hold far og søn som jeg har set fra dag et), som jeg har givet et trail-name, man kan altid høre dem og de overhaler mig typisk mange gange i løbet af en dag. Men jeg høre dem bag mig mens jeg kæmper mig op og tænker at de snart overhaler mig… da de altid kan høres og ødelægger lidt min nydelse af naturen vælger jeg typisk at sætte hastigheden ned og lade dem overhale mig, men nu vælger jeg det modsatte, trods jeg kæmper noget med at komme op….
Jeg er overrasket over at jeg pludselig ikke hører til dem mere. Måske har de holdt en pause… jeg går videre…. nej, det virker underligt… det går op for mig at jeg må være gået forkert…. stien er også klart mindre tydelig end jeg har været vand til de andre dage. Jeg tager telefonen frem og ser på ruten på min Hiiker app. Jeg er ganske rigtigt gået fejl… men jeg vurdere at jeg bør fortsætte, da jeg nok 50 højdemeter senere vil kunne komme tilbage til stien.
Der er ingen tvivl om at jeg har taget en mere stejl og hårdere variant – men snart kommer jeg til en lille grusvej, der tager mig lidt ned igen, for at komme tilbage til den rigtige rute, som nu igen tager mig stejlt op i skoven.
Skoven begynder nu at åbne sig op og der kommer nu en fin udsigt over søen Loch Leven og tilbage over Kinlochleven. Den efterfølgende stigning sker nu overvejende i god udsigt – var det ikke lige fordi, at der er en tæt tåge her nær toppen af bjerget. Da jeg når toppen (som jeg i alle fald opfatter som toppen) er sigtbarheden nede på ca hundrede meter.
De eneste lyde jeg hører er af vinden. Ingen fugle, dyr eller mennesker. Blot stilhed og tåge. Trods den begrænsede udsigt, nyder jeg i den grad naturen Stien går reelt langt fra kanten af en bjergkam, trods det nu ikke rigtigt opleves, pga tågen.
Efter en tid drejer stien længere væk fra søen og mere ind i landet, hvor området mere ændrer sig til at være en dal mellem endnu højere bjerge til begge sider. Jeg antager at der er mellem 100-200 meter afstand til bjergene på hver side.
Jeg nyder i den grad denne del af ruten. Det er en ubeskrivelig ro, hvor det eneste jeg hører er lyden af græssende får og fuglekvidder. Jeg ser af og til nogle få mennesker, typisk som jeg overhaler, men overvejende har jeg stien og den skønne natur helt for mig selv.
Dalen er ligesom delt i to, da jeg midt på skal over et lille pas (lyder nok af mere end det er i praksis). Efter den lille stigning, kommer den nye dal til syne. Ikke lagt fremme skal jeg krydse en lille flod (første gang af mange) og en lille ruin kommer til syne.
Jeg elsker disse gamle ruiner, som ses overalt i Skotland. Ruinerne er typisk såkaldte BlackHouses, som er en slags huse, der for danskere nok lyder meget oldnordisk. Huset består reelt kun af ydermure, indtil andet – ingen dører eller tag. Tanken var, at folk, når de flyttede ind, selv skulle lægge tag på huset. Taget blev altid lavet af græs med et huld i taget, hvor røgen fra ildstedet kunne sive ud. Ejeren var ligeledes ansvarlig for at indsætte deres eget dør. Altså, selvom de tydeligvis ligner en ruin, men de rå mure uden tag og døre, så er det ikke meget anderledes end huset faktisk så ud, når en ny ejer flyttede ind.
Kort efter forlader jeg dalen, ved en lille stigning, hvorefter naturen ændres fra lyng og græs til træer og mindre buske, som giver en kraftig komplet anden følelse og stemning.
Snart kommer Ben Nevis, storbritaniens højeste bjerg til syne. Som de tidligere gange jeg har været i området kan jeg ikke se toppen – den er dækket en en tykt sky lag. Det siges at toppen kun er synligt 6-7 dage om året, da den nærmest altid er dækket af skyer.
Det er nu uanset en fint syn, mens jeg følger Ben Nevia sydlige siden mens jeg over de næste kilometer bevlger mig relativt stjelt ned mod havet og Fort William.
Vandringen ind i Fort William er ikke det mest interessante. Den foregår se sidste kilometer langs en relativ tæt befærdet vej, noget af en kultur sjok efter 6-7 timer i den vilde natur.
Kort før jeg ankommer til byen, går jeg forbi mit Guesthouse. Jeg overvejet kortvarigt at gå ind med tasken, så jeg ikke skal bære på den, men det føles også lidt som snyd, og jeg er nok også en smule for tidligt på den.
1 kilometer senere kommer jeg til den oprindelige ende på The West Highland vej, som er er skilt i en i vejsiden af en rundkørsel, der ønsker en tillykke med at have afsluttet vandringen. Da jeg vandrede turen for 15 år siden, var dette den officielle slut på turen. Men idag er den officielle ende, flyttet små 2 kilometer længere ind i midt byen – mere præcist inde midt på gågaden, hvor den nu symbolisere af en statue.
Jeg vandre derfor videre ind i byen, først langt en tættrafikerede vej, dernæst forbi kirker og til slut lang en hyggelig gågade med forretningen og barer.
Jeg ankommer nu til den nye officielle slutning af turen, ved statuen Soar Feet (ømme fødder). Det er en smuk status, men desværre er den berømt at sidde ved, også for folk der ikke har vandret turen og derfor får jeg desværre ikke taget en rigtigt slut billede af min vandring, med statuen.
Jeg er ved at være sulten, og leder efter et sted af spise. Direkte bag statuen er en Microbryggeri der udover at servere deres eget øl, servire pizzaer. det lyder lovende efter en lang dag uden noget videre at spise.
De er ikke mange pizzaer at vælge imellem og de første 2 jeg forsøger at bestille er solgt, så det bliver til en pizza med hjorte kød og pepperoni. Hertil en skøn hjemmebrygget øl.
Efter maden tjekker jeg ind på mit guest house, tage ret bad og går drefter de 2 kilometer tilbage ind i byen igen, hvor jeg går til en MacDonalds ved en stor supermarkets køde (Tesco) og tager efterfølgende i Tesco hvor der købes snacks i store baner… nu skal der slappes af i aften og i morgen..
Morgendagen står på sightseeing – altså ren afslapning.
Animation af dagens vandring