Lørdag 04. Maj 2024
Vandring: Kingshouse til Kinlochleven
Efter en skøn gang morgenmad med yoghurt, cornflakes, toasts, spejlæg, bacon, hashbrowns, scone-patties og tomat, i mit B&B i Glen Coe. Jeg roser Mike’s for hans utrolig lækre Jerky af hjortekød, og mener at han burde sælge det. Jerky er blevet vanvittigt dyrt (åbenbart også i USA), men jeg mener afgjort at hans hjemmelavede version er bedre end nogle af de mange varianter jeg har købt.
Jeg gør mig klar, og går nu ned til en lille kirke, hvor vi aftalte med taxien at han ville hente os – Mike og Tracy kommer straks efter, og vi hygger os mens vi venter på taxien som ikke kommer før 9.40, hvilket betyder at vi kommer lidt sent igang i dag.
Mike forærer mig mere af hans hjemmelavede hjorte-Jerky samt et par amerikanske energibarer – som de siger, har de taget for mange med…. jeg ville ikke sige at det samme havde jeg selv, mest fordi jeg ikke får spist dem. Men jeg skal afgjort have spist dem, de kommer med.
Efter en smuk tur gennem Glencoe bjergene, ankommer vi til Kingshouse hotel, jeg går en tur på toilettet mens de andre starter vandringen.
Ikke længe efter er jeg også klar. Det er lidt køligt, og lettere skyer, men det er perfekt vejr til vandring.
De første 5km går langs bjergsiden med vejen til venstre. Bilerne kan for det meste høres, men det er ikke meget generende. Udsigten er betagende smuk, med de bare og mørke skotske bjerge til begge sider.
Efter en 3-4 km indhenter jeg Mike og Tracy, vi taler lige kort og ønsker ellers hinanden en god tur. Jeg er overbevist om at de vil indhente på når de om kort tid kan stejlt op via The Devils Staircase (djævelens trappen, som stigningen bygget af soldater i 1700 talet er blevet kaldt.
Begyndelsen af Devils Staircase er til en start langt mindre hård end jeg huskede. Men det bliver dog mere stabaserende inden længe. Det sagt bliver det aldrig meget udfordrende.
Fra knapt halvvejs op, tror jeg, begynder stien at zig-zagge op, hvilket går stigningen langt mindre mens det stenene underlag og de til tider store trin tager på vejrtrækningen. Jeg holder løbende en kort få-vejret pause, på max 30 sekunder og forsætter derefter, typisk 2 zag-zags mere (altså, frem og tilbage).
Udsigten tilbage over Glencoe bjergene er virkelig smukke, og jeg nyder turen i det gode vejr.
Efter 1 timer og 45 min, efter jeg startede vandringen ved Kingshouse Hotel, når jeg toppen af Devils Staircase. Der er en hel del mennesker på toppen, men det er så mere den høje snakken, råben ogs der går jeg jeg ikke ønsker at blive længe. Der er langt flere mennesker end der vandre West Highland Way, da det er en berømt dags vandring.
Jeg tager nogle billeder og et par videoklip, og beslutter at forsætte turen, ved at gå en smule ned på den anden side. Nye udsigter åbner sig og det tegner godt for den resterende dag.
Efter max 5 minutter finder jeg en større klippe sten hvor jeg tager et hvil med en energibar og lidt vand.
Trods jeg er en kort afstand fra toppen, med de ivrige mennesker, er her komplet stille og roligt. Så jeg tager et lille hvil (reelt nok ikke mere end 5-10 minutter) og går så ellers videre.
Nedstigningen er kun gradvis, da ruten går ned gennem en lille dal, mellem en anden top, der har ca samme elevation som den top jeg kommer fra. Jeg tror ruten går godt 100 højdemeter ned og stiger derefter det samme igen.
Nye udsigter kommer ny til syne, med en stor så og magiske bjergtoppe det omkranser horisonten. Sjældent har jeg nydt stilheden og udsigten som nu, trods i går var en kende bedre… Men udsigten er bedre i dag, følelsen af stilhed og ro var på en måde mere intens i går.
Jeg vil have en masse fritid hvis jeg kommer for hurtigt frem til Kinlochleven, og jeg burde tage nogle længere hvil… Men jeg har ikke lyst, når jeg kommer ind i rytmen slapper jeg mere af ved at gå, end ved at holde pause… Hvil betyder typisk at der kommer en masse mennesker og jeg nyder i den grad stilheden. Så jeg går videre, men kun små hvil til fotografering.
Der er nu kun 6-7 kilometer tilbage, og naturen ændre sig til sydeuropæiske bjerg arter og formationer… Måske det ikke er sandt, men det er den følelse jeg har mens jeg går her. Bjergene virker mindre mørke og vegetationen bliver mere grøn
Stien bliver nu til en står bred grusvej der går gennem en skov, med relativt stejlt når ned mod Kinlochleven. Udsigterne er nu begrænsede.
Kinlochleven er en gammel industri by, med alt hvad det nu indebærer. Det første der kommer til syne er gigantiske store rør der løber ned af bjergsider med en stor Hydro-Power station, der udgør byens identitet.
Tilbage i slutningen 1800 tallet blev Kinlochleven kaldt for Skotlands grimmeste by, og trods byen bestemt ikke er den hyggeligste, pga industri, vil jeg nu nok mene at der er sket meget siden, for slem slem er den nu ikke.
Jeg ankommer til den kro/bar hvor jeg bliver hentet kl 17.00, men klokken er kun 13.30. Så jeg ringer til taxi selskabet og høre om det er muligt at blive hentet tidligere… Hvilket det er, chaufføren fortæller at han har anden planlagt tur kl 15.00, altså 2 timer før, så den tager jeg med glæde. Det giver mig 1,5 time til en frokost, hvor jeg sulten som jeg er bestiller en forret af kyllinge strimler (a la nuggets) og salat og til hovedret “Mince and Tatties”, klassisk skotsk bondekost, bestående af en kødsovs med kartofler. Hertil en skotsk øl.
Transport ler kommer som aftalt, efter efter er kørt brusebad tilbage på min overnatning i Glen Coe, arbejder jeg en times tid på dagens video og går herefter de en 2km længe gåtur ind til byen for lidt aftensmad (reelt kun få timer efter jeg har spist sen frokost).
Jeg nøjes her med en omgang Green Thai Chicken, der i den grad gav mig varmen…. Trods sovsen smagte skønt, måtte jeg i den grad minimere mængden af sovs på kyllingen, sjældent har jeg spist noget så stærkt.
Jeg går nu tilbage til mit værelse, hvor jeg laver videoen færdig og går så ellers i seng.
Animation af dagens vandring