Fredag 03. Maj 2024
Vandring: Bridge of Orchy til Kingshouse
Jeg starter morgenen med Eggs Benedict,efter min vanlige yoghurt, friskfrugt, toasts og cornflakes.
Det er ikke den bedste Eggs Benedict jeg har fået, men wow, jeg kan ikke lade være med at bestille det, når muligheden byder sig.
Mike og Tracy have booket frokost 15 min før mig, så de er næste færdige med at spise. Vi har fået anvist hver vores bord. Mike kommer over med en lille pose af hams hjemmelavede hjorte-jerky (som vi talte om til aftensmaden i går) samt en energibar som de var specielt vild med og syntes jeg skulle prøve.
Jeg er altid klar med alt pakning inden morgenmaden, så eneste jeg skal efterfølgende er på toilettet. Det betyder at vi for første gang ender med at gå samtidig (jeg går normalt før dem og går samtidigt en del hurtigere, så vi ses normalt kun til morgenmad og aftensmad… Den går først op til hotellets reception og aflevere bagagen og dernæst afsted.
Vi går kun sammen få minutter, de ved at jeg foretrækker at gå alene og samtidigt udtrykker de ligeledes at de helst vil gå selv – men de jokede lidt med at de ville prøve en gang at jeg indhentede dem.
Straks efter den smukke gamle bro (Bridge of Orchy) går stien let op af en bjergside via en grussti med fin udsigt tilbage over de bjerge vi har tilbagelagt de senste dage, som de smukke å, der løber under broen. Vejret smukt her kl 8.20 om morgenen, det blæser dog en del så fleece trøjen må på.
Ruten går godt ver en lille bjergside, inden der går relativt plant resten af dagen. Her er virkelig skønt, det blæser en del, men solen farmer skønt trods det er tidligt på morgenen. Jeg nyder i den grad stilheden alt mens jeg forsøger at holde ske hvad der kommer senere på dagen. Det er 15 år siden jeg var her sidst, men jeg husker tydeligt at dagen i dag vil blive speciel.
Stien sniger af stille og roligt mod toppen af bakken/bjerget, hvor der er en lille top, som ruter dog ikke gr ovre, men den er kun 10-15 meters ekstra stigning og få hundrede meters gang, så naturligvis må jeg derop og det var klart var det det hele værd. Der åbner sig en 360 graders udsigt over området, med en stor ny flod foran med bjerge og åbne vider i baggrunden så langt øjet rækker.
Stien ned på den anden side er smuk, relativt fladt og god grus sti, men bjerge til alle sider, samt aflange søer mød øst. Ret fremme et en lille vej, og en håndfuld huse den ene viser sig at være bed and breakfast, og en anden en lille iskiosk.
Jeg går videre og ned over i er den lille bro, der tager mig over floden og ud på vejen. De kommende kilometer følger ruten nu den lille asfalt vej – noget der normalt ikke er særlig tiltalende, men det går faktisk ikke noget, for udsigten er formidabel. Jeg finder hurtigt en rytme, og kommer relativt hurtigt fremad – eneste lille problem er at jeg har lidt udfordringer med maven. Jeg kan ikke selv vurdere om jeg er syg, om jeg har spist for meget, eller for lidt, eller om jeg mere realistisk nok har overanstrengt mig over de seneste dage. Jeg tager en hurtigt lille pause og spiser et panodil og ipren – mon ikke det kan hjælpe.
Videre det går. Vejen bliver nu erstattet af en lille grussti der får går ind kasten af en lille skov, med bjergene og de åbne vider til den anden side. Fuglene kvidre, solen skinner, det blæser dog en del, og vindes er kold, men det føles nu er dejligt.
Jeg begynder så småt at huske hvad jeg har i vente – om ganske kort tid kan jeg punkt et huske en lille sving ved enden af nogle trær, hvor jeg sidst jeg var her for første gang kæmpede med en sværm midges (de satens små dyr), og at jeg dernæst kom hvad jeg tydeligst husker som højdepunktet på turen – The Rannoch Moors.
Der er dog ingen Midges denne gang, men Rannoch Moors kom som ventet. Moors betyder hede, men er nok ikke helt som med tænker sig en dansk hede. Vi taler her et stort vidt åbent bart landskav, om kredset er de skønneste små bjerg og mystiske formationer. Selve stien er hård grus sti, med relativ store sten, er området uden for den relativt smalle sti ren hede, nok tæt på at være en mose – man bør i alle fald være forsigtig hvor man træder og holde sig til stien, da foden har det med at synke i end uden for i den våde høje græs.
Da jeg som vanlig har gået hurtigere end de fleste (trods ser en sjælden gang er folk der flyver forbi i langt højere fart), har det gjort at jeg er helt alene, i alle fald for de næste 45 minutter. Jeg ser ingen menesker, hverken foran eller bagved. Det er kun lyden af blæsten, og en sjælden gang lyden af en fugl.
Her er så stille, kun vindes høres for en stund, mens solens stråler kommer hede til live. Det er svært at forklare og det lyder nok lidt tosset, men kortvarigt for en kort øjeblik har jeg følelsen af at jeg forstår hvad meningen med livet er – hvilket har intet med civilisation at gøre – men nu efterfølgende kan jeg ikke huske hvad min åbenbaring var. Et er sikkert, jeg fandt en ro og stilhed som sjældent før. En vidunderlig fornemmelse.
Jeg beslutter at nu må være tidspunktet hvor jeg bør prøve at flyve med mit lille flyvende kamera. Det har ligget i tasken alle dagene. Det blæser nok lige i overkanten med det lykkedes at leve en tur med den og jeg går videre… men burde jeg ikke flyve lidt mere…. jeg tager det frem i gen og flyver 3 yderligere ture med det. Jeg er blot ikke meget for at genere andre, så derfor har det ikke været i brug før. jeg går lidt videre, finder et godt sted at få den til at føle efter mig, men…. jeg kan ikke starte den… der kommer konstant en fejl om at gimbal ikke reagere rigtigt. Jeg forsøger lidt, samt at søge på nettet efter en fejl beskrivelse, men der er ingen netværk. Jeg ligger den ned i tasken efter at have forsøgt i nok 10 minutter, bl.a. fordi jeg kan se folk dukke op nogle hundrede meter bag mig. Jeg må undersøge hvad der er galt senere på mit B&B.
Der kommer nu en længere stigning, der ikke er speciel stejl, men der står på over en god stund. Jeg har ikke mange kræfter, tror det skyldes problemerne med mavet. Jeg tager en stop og spiser en energibar og går så videre…
Det smukke hede fortsætter og eneste lille skuffelse er da det går op for mig hvorfor det virker så anderledes denne gang. Da jeg var her sidst, hvor lyngen i fuld flora, og området har fuld a lila farver – det er for tidligt på året til den slags, men det er nu ikke mindre kønt nu, det er mere noget andet.
Der er nu kun få kilometer tilbage, hvis jeg går direkte frem til Kingshouse hotel har jeg omkring 4½ time før jeg bliver hentet med taxi, hvilket er tosset.
Jeg ser et lille skildt, her uden i ingenting, der viser en lille side-sti mod Glen Coe Mountain Ski Center, hvor der om sommeren kan køres med mountainbikes på skiløjperne, og man kan kører med stoleliftene op mod toppen. Jeg går i første omgang videre og sidder mig på en lille bro, over et vand løb og spiser lidt er Mike’s Jerky.
Der går ikke længe før jeg har det bedre. Meget bedre faktisk. Maven driller ikke længere. Jeg bliver pludselig sikker på at jeg ikke skal gå ned til hotellet, men i stedet tage op med stoleliften til toppen – nu er det tid til at jeg skal transporteres lidt i stedet for at transportere mig selv.
Det er kun en omvej på få hundrede meter, og jeg køber straks en returbillet til skiliften ig stiller mig i kø, der er kun 1 person foran.
Jeg er som vanligt ikke meget for den slags, men har en hyggeligt og smuk tur op til toppen, hvor jeg går en smule rundt. Her er mulighed for at tage diverse vandreture til diverse bjergtoppe, men jeg beslutter jeg mig ikke at gøre – jeg vil blot hvile mig lidt og tager ned igen med liften efter en kort tur rundt.
Efter lidt tid tager jeg ned med liften igen, der er alt for mange mennesker for min smag på toppen og jeg er ved at være lidt sulten.
Så snart jeg kommer retur, fortsætter jeg direkte mod Kingshouse hotel, og er vist nok fremme 3-3½ time før taxi’en. Jeg går straks til hotellets lille bar og køber en burger – eneste de har på menuen er en hjorte-burger (hjortekød er meget brugt i det skotske højland) hertil køber jeg en fanta. Burgeren smager fint, og fanta’en forsvinder hurtigt, så jeg bestille en cola i tillæg.
Da jeg næsten er færdig med at spise kommer Tracy forbi, de har let efter mig, da de frygtede at jeg havde bestilt en taxi selv istedet for at vente – reelt havde jeg haft tanken. Jeg bestiller en cappuccino og går så ind til de andre, hvor vi sidder og snakker den næste 1½-2 timer indtil vores taxi kommer og kører os til Glen Coe – en lille smuk by små 10 kilometer (tror jeg) fra West Highland Way.
Vores lille B&B er hyggeligt, men også lidt underligt. Ejerne er lidt specielle og har en MASSE regler, som er skrevet i gæstebogen – taxachaufføren laver lidt grin med det, ligesom den taxi chauffør jeg har næste eftermiddag ender med at gøre. Når man har mødt dem forstår man hvorfor.
Jeg fint indtryk at at mine 2 amerikanske venner blev lidt irriterede på dem, specielt manden, hvilket jeg fint forstår, men jeg ignorere det bare og tog det med et smil. Jeg har skrevet lidt med konen inden ankomsten og hun har bestilt et bord til mig på en restaurent inde i byen. Så jeg tager en hurtigt bad og går så de 20 minutter ind til byen for at få lidt aftensmad.
Manden havde i mellemtiden været efter amerikanerne over at de ikke havde bestilt bord, og forsikrede dem om at hvis vi ikke tog afsted med det samme, ville de med sikkerhed ikke kunne få aftensmad noget sted overhovedet og det ville være umuligt at købe noget i supermarkedet.
der er små 2km gang til byen (hver vej) men turen er smukt lang en so med skønne bjerge til begge sider.
Jeg møder amerikanerne ved en bænk tæt ved min restaurent, hvor de netop i supermarkedet havde købt en masse spændende lune retter og de var mere end tilfredse med deres køb, som de foretrækker fremfor restauranten. Reelt ville jeg gerne have spist det samme som dem, men jeg har booket bord, og må videre.
Jeg bestiller en en skøn Featherblade of Beef – har aldrig hørt om det, men efter at have slået det op er det en langtidsbraseret okse klump i en kraftig sovs hvortil jeg får den skønneste kartoffelmos… uden tvivl den bedste mad jeg har fået på turen indtil nu – men billigt var de nu heller ikke. Jeg gav over 4 gange så meget for min ret (med drikkelse) som de 2 havde givet tilsammen for deres mad – altså reelt 8 gange prisen… og de fik endda dessert og chokolade, jeg fik kun 1 ret. Men jeg klager ikke, maden var fantastisk.
Animation af dagens vandring