Torsdag 12. Oktober 2023
Vandring: Lauragh til Kenmare
BILLEDER KOMMER SENERE……
Efter en god hviledag i dag, glædede jeg mig til at komme i gang igen. Jeg bestilte mad kl 8.00 – noget jeg oplever er lidt tidsligt for Bed & Breakfast stederne i Irland, de er ikke glade for 8.30, men her sagde hun ikke noget.
Jeg får en rigtig fin gang frisk frugt og yoghurt, toastbrød, en stor mængde bacon og et par spejlæg.
Jeg spiser lidt hurtigt (for mig) og er ude af døren lidt før 9.00. I dag skulle blive en af de længere dage, der ovenvejende bliver via bjergstier og en del sump – det viser sig dog at bjergstierne her i områder ikke er meget anderledes en sump – bortset fra en underlaget er lidt mere jævnt, men her er lige så vådt og tæt på lige så glat.
Dagen starter dog med en del vandring på veje, som til en start går langs og inde i den skov hvor mit overnatningssted befandt sig. Der er let vandring i skoven.
Snart forlader vejen skoven og går nu op til et pas mellem 2 bjergtoppe. Det stiger relt kraftigt, og i den vandfyldige luft (luftfugtig på omkring 97%) har jeg nok en smule svært ved at trække vejret. Jeg får i alle fald pludselig meget ondt i brystet (omkring ribenene) hvor gang jeg trækker vejret – ikke noget jeg umiddelbart tror jeg har prøvet før, i alle fald ikke så udpræget. Mest af alt tror jeg at det har med seneste bages mange fald at gøre, i kombination med at vejrtrækningen er sværere her.
Jeg forsøger dig at ignorere smerterne så godt jeg kan, og nyder udsigten der bliver bedre og bedre jo højere op jeg kommer i landskabet.
Efter jeg når passet, forsinder stigningen og de går nu relativt flat videre mellem marker og omkringliggende små bjere. Det er nok vigtigt at nævte at når jeg siger marker, er det ikke marker som vi kender det i Danmark. I dette område af Irland sås der ikke afgrøder. Jeg har et par gange talt med landmænd i området, der fæller at dette skyldes to ting. Jorden er ikke god til det, der er alt for vådt, og åbenbart lige så vigtigt, markerne er opdelt i så små arealer, at de maskiner man køber nu til dags ikke rigtigt kan bruges på deres jorde. Så når de i området taler om at være bonde, er det kun tale om at holde får og evt køer. Altså ikke hvad vi normalt ser som landbrug.
Efter et par kilometer drejer ruten væk fra den lille vej og går nu ned af en grussti ind i markerne. Efter noget tid bliver det dog til en lille vej igen. Jeg møder nu en større vej (hvilket her i området er på størelse med danske parcelhus veje, hvor man må køre 80km/t på – ekstremt vildt. Jeg krydser vejen og går nu ind i en delvist sumptet delvis vådt græs, hvor jeg de kommende mange kilometer skal vandre af en også nærmest ysynlig stil – mere præcist er nok at kalde det er spor – der er ingen sti (det samme kunne være sagt for mange af de tidligere dages vandring).
Her er meget vådt, og vandringen bliver håndere. Men samtidigt er det skønt at komme helt væk fra civilisation, der ses nu kun natur ingen veje, huse – ingenting. Og som altid er her ingen menesker at se. Ruten bliver stejlerer, mens jeg går imod et slags bjergpas – trods jeg nu nok vil kalde omgivelserne mere for bakker end bjerge. Jeg får stille og roligt kæmpet mig op – det er overraskende hårdt når man tænker på at vi blot taler om 200m stigning, men det besværlige og våde underlagt går det ikke let.
Da jeg når passet, skal jeg pasare en af danges mange stiles, og fortsætter nu i en længere periode langs den våde bjergsiden i relativ tæt tåges Da jeg kommer omkring bjergets side, ser jeg nu nej en en smuk dal, men 2 søer. Til en start ses søerne kun svagt i tågen, men snart kommer jeg under tågelaget og har dnu den fineste udsigt.Jeg går ned af en grønbjergside i retningen antageligvis mod en lille gård, hvor jeg kryser et par gates.
Jeg er nu på en vej, og fortsætter vandringen, der nu går imellem de 2 søer og op på bjergene der ligger bag.
Midt mellem de 2 søer, ligger til en højre side en lille bakke, nok ikke mere end 50m høj, hvor der på toppen er en berømt standing stone. Jeg ser for første gang i dag menesker og biler. Nogle er kort bilen og holder lgie bneden for og bevæger sig til fods op til seværdigheden, mens aldre er kommende gående et par kilometer fra en lille plads længere fremme. Havde det ikke været en så lang dag som det er i dag og havde jeg ikke været så præsset både fysisk og af tid, så havde jeg helt sikker taget den lille stikker, men jeg vælge at gå videre uden at besøge seværdigheden.
De næste nogle kilometer følger jeg delvist søens bred og marker op mod de førnævnte bjerge på den anden side af søerne.
Stille og rolig bliver vejen stejlerer og går kortvarrigt i en en flok trær, men måske nok er en lille skov. Lige før jeg paserer en gate ser jeg et lille dådyr der opservere mig fra skoven, efter at have betrægtet hinanden i en stund går jeg videre og er nu på et grønt græs område, reelt en mark med massere en får. Stien er nu igen blevet til et spor – eller for at være mere præcis… over de kommende timer ser jeg reelt ikke en sti og kun af og til ses et tydelig spor af hvor jeg skal gå.
Her en virkelig kønt, når jeg ser mig tilbage mod søerne og de omliggende bjerge, men energien er udfordringet. Det går relativt stejl op – eller stjelt er nok mere i relation til underlaget. Havde dette været en rigtig sti ville det nok ikke have føles direkte stejlt.
Har man aldrig gået i et område som dette er det nok meget svært at forklare hvad det er. Men lad mig prøve. Det ligner på afstand (og på billeder og video) nok mest af en blot en grøn stjejl eng… men sætter man sine føler opdager men at ingen sted er plant. Det er som at træder på forhøjede planter, hvor hvis man træder lige på plantet står foden relativt stabilt, træder men en smule forbi stået du helt skrodt på foden, enten fremad eller til siden. Det i sig selv lyder måske ikke så svært – men kan jo bare træde på planten – men ser er at hele området er græs der går op til mellem kræet og låret, så man ved ikke hvor man træder. Enkelte gange kan der være meget dybe hulder inden foden – samtidigt en støvlen være helt eller delvist dækket af vand, så sko her ville havde været umuligt.
Det tager ubeskriveligt meget på kræfterne, og gøres ikke lettere af at jeg ikke ved hvilken vej jeg skal gå . Jeg har jo en skar iden om at jeg skal over at pas – men passet er bredt – måske 500-700m bredt, så hvor skal jeg krydse? der er meegt langt mellem de gule pæle, så det meste af tiden gæter jeg bare. Jeg støtter mig dog til mit år, hvor jeg kan se ruten – men her er vigtigt at sige, at jeg nok skal minimum 50 meter galt før jeg kan se på uret at jeg er kort på den – sådan er der ude i naturen.
Jeg holder mere små pauser på vejen på til passet – med pauser forstås, at jeg stopper op i 20-30 sekunder og går videre. Jeg vælger ikke at spise, trods jeg er sulten – da jeg ved hvor svært jeg har det med at gå opad direkte efter at have spist.
3-4 gange tror jeg at toppen af apsset er lige foran mig – men der kommer konstant en højere top senere – meget typisk når man beværger sig i bjerge… men samtidigt er det for mig hvad der er værst til at stæle energien – altså man går man tanken op… jeg skal bare lige kæmpe mig 300m mere så er jeg over toppen – så kommer der en ny top… så en ny… så en ny…. når man har begrænset energi og kæmper alt hvad man kan, så er det ubeskriveligt hårdt, men håbet taget fra en igen og igen.
Jeg falder et par gange på vej op, men mest af alt er der mere tale om at jeg er tæt på at falde – jeg når de fleste gange i rede faldet. Men jeg mærker ofte et strek i rykket og endnu mere anglerne, pga den ujævne og uforudsigelige underlag.
Jeg når langt om længe toppen. Tåegt har igen taget lidt til, men er ikke speciel slem. Jeg ser nu floden til vanstra mod Kenmare hvor jege rpå vej hen. Husker jeg ikke meget galt er der fortsat 12-13km tilbage og jeg er komplet død, jeg har ingen energi, men har samtidigt ikke lyst til at stoppe for at så noget at spise. Hvor skal jeg stoppe? der er vådt overalt, støvlerne er oftest delvist eller helt dækket af vand. Der begtynder nu at gå ned på den anden side. Nedstigningen er i sump, og samtidigt relativt stjelt.
For første gang bliver jeg relativt bange. Jeg falder igen og igen. Her en stjele pasager ned mellem klippesten hvor der er så glad og trin ind i mellem så høje at jeg ikke føler at der ikke er den mindste change for at jeg ikke flader… det sjove er dog at de flæste gange hvor jeg faktisk falder er kor efter hvor jeg er rigtig bekymret, hvilket er godt, for jeg er netop kommer over hvis et fald kunne været været yderst uheldigt. Jeg er ærligt lidt bekymret for at falde et sted mest nærmest ingen telefon signal og ingen menesker… det er timer siden at jeg har set nogle folk sidt og der er nok mest 1 time til jeg kommer til en vej.
jeg tager den med ro, og beslutter blot at gå stille og rolig frem… ingen pauser men samtidigt ingen hast.
Endelig ser jeg en vej…. og jeg skal faktisk ud på vejen, hvor de resterende små 8km vil foregå, men en undtagelse på 1km af små skovstierne helot til sidst på dagen. Men indtil videre står den på vej.
Jeg får straks energien tilbage… her er ikke meget at se, blot en vej… men jeg er “i sikkerhed” og kan slappe af. Føderne har det godt, men alt andet går ondt, specielt ryg, ankler, nakke og lår. I tillæg har jeg fået en lille hoevdpine… faktisk meget atypisk når jeg vandre.
Jeg føler mig nu sulten. Klokken er omkring 15.30 og jeg har ikke spist siden morgenmaden. Men samtidigt ønsker jeg nu bare at komme frem og beslutter at gå mest jeg spiser lidt chokolade og drikke en sodavand som jeg for en gansgskyld hr haft med i dag.
Efter 5-6 kilometer kommer jeg til en stor vej, kun få kiloter fra Kenmare. Jeg har nu valget mellem at fortsætte via vejen eller at tage en skovsti en god kilometer. Jeg vælger skoven, selvom vejen nu er tiltrækkende, da det ville være langt lettere.
Efter en fin (men mørk) tur i skoven kommer jeg til en gammel bro der tager mig ind i Kenmare.
Kenmare er en hyggelig lille gammel by, der hvert år siden 2000 er blevet udnævnt til Irlands reneste by. Jeg kommer snart til en masse små forretninger og restaurenter. Byen er utrolig hyggelig, men jeg har egenligt bare fokus på at komme frem til mit Bed & Breakfast, der ligger en god kilometer efer midtbyen.
Endelig fremme får jeg hurtigt anvist mit fine værrelse.
Jeg har haft en fantisk dag, men samtidigt har det været hårdere og bekymrende pga udnerlaget. Jeg har samtidigt regnet ud af ca 13 km af de 26km jeg har til i morgen er gentagelser end dele jeg har gået idag og den første gang, så jeg beslutter at vandringen i dag er den sidste. I morgen vil jeg tage den med ro, gå lidt rundt i Kenmare by og se Kenmare Standing Stone, som er den største i det sydlige irland.
Værten på min B&B hjælper mig med togtider, så jeg kan planlægge for morgendagen.
Efter et bad går jeg tilbage til byen, ad en lille short-cut som værten forklare, så der er en del kortere end ventet.
Jeg går på en bar og en en skøn grøntsagssuppe efterfulgt af Sherpards Pie, men en pint Guiness.
Animation af dagens vandring