Tirsdag 10. Oktober 2023
Vandring: Allihies til Eyeries
I dag er en kort dag – eller faktisk er det en af de lidt længere. Men jeg snyder lidt. For som man kan se på kortet ovenfor, så er der kun 1 vej, der går ud til øen til venstre – øen Dursey Sound som jeg besøgte i går. Skulle jeg gå turen helt rigtigt, så skulle jeg blive transporteret ud til øen (Dursey Sound) og vandre denne strækning tilbage til Allihies, som jeg allerede vandrede i forgårs, nu blot modsatte retning. Jegbser ingen grund til dette, da vejret i dag er endnu dårligere end da jeg vandrede denne strækning i den enden retning. I dag er det tåget hele dagen og med regn ind i blandt. Så jeg ser ingen grund til at kæmpe mig igennem ca 12 kilometer, som jeg allerede har gåret (i modsat retning) når jeg ikke ventes at kunne se noget. Da jeg fortæller det både til taxi chaufføren og mit overnatningssted, svare de også som var jeg tosset jeg at overhoved overvejede det.
Så jeg tager det lidt med ro til morgen. Jeg har en tur på ca 13-14 kilometer, godtnok i lidt hård terræn, så jeg beslutter ikke at gå før kl 10.00. Da turen forventes at blive mindre hård end de andre dage, beslutter jeg at starte dagen med en gang pandekager med ahornsirup – jeg kan vælge det på mit overnatningssted istedet for æg, bacon og pølser. Så hvorfor ikke, når nu dagen bliver lidt lettere.
Så jeg starter med yoghurt med friske frugter og nødder, efterfulgt af ristet fuldkornstoast og dernæst 7 pandekager med ahornsirup… samt en masse æble juice og te.
Der er ingen sigtbarhed da jeg forlader huset. Til min overraskelse regner det også – så jeg tager straks regnjakke på og bevæger mig derefter ind til Allihies – en tur jeg allerede har vandre et par gange efter aftensmaden de forgående dage – det er en tur på små 2 kilometer, og hører reelt ikke til turens vandring.
Da jeg ankommer til Allihies, går jeg ind hos den lokale købmand og køber et par æbler. Der er ingen indkøbsmuligheder i dag og muligvis heller ikke i morgen – er jeg heldig kommer jeg måske forbi en lille købsmand i morgen, men er ikke sikker.
Straks jeg forlader byen, går en smattet sti op over byen, blandt en masse kønne små klipper, og går forbi en coppermine – noget jeg kommer jeg til gå forbi flere af i løbet af dagen.
Det er meget tåget og underlaget er ekstremt vådt. Der går ikke mange minutter får jeg har støvlen under vand… men jeg er snart vant til det og acceptere blot at det er situationen.
Jeg ser ikke meget mere end 50 meter foran mig. Græsstien ændres sig til at være klippe og grussti, som, hutigt tager mig op i højderne. Luftfugtigheden er tæt på 100% og det føles virkelig som en gå i et dampbad. Det er som tågen er rindende vand over ansigtet. Det gode er dog, at som de andre dage føles det ikke specielt koldt. Der er lavet ca 12 grader i dag, men så længe jeg rører mig fryser jeg ikke – det er faktisk ganske behageligt.
De næste mange kilometer går jeg ind over bjerget, hvor formålet er at komme ned på den anden sige, hvor næste by – Eyeries – ligger. Der er trods stigningen relativ let vandring i en god stykke tid, men det ændre sig markant.
Den ellers gode grus-/klippe sti går over til at blive en græs sti, og snart efter til ren sump. Jeg skal nu i nok 5 kilometer gå i sump langt bjergsiden – hvilket typisk betyder at den ene fod (mod bjergstop) er lidt højere oppe end den anden fod, hvilket over lang tid giver et vrid på foden.
Jeg kommer til at punkt, hvor noterne beskriver at de nu bliver rigtig glat og at man skal passe specuiielt meget på fra nu af… seriøst, der går ikke 3 sekuneder før jeg ligger ned. Der er virkelig glat af mudder og våde planter. Der er ikke andet at gøre end at grine af det og komme videre.
Der er ikke meget at se, alt ser ens ud, men for nu er det let at finde stien – som mest af alt ligner 10 cm bred sti der har haft hele irlands antal af får til at løbe denne over de seneste dage – det er ikke en plet mean ike ser hov aftruk – og det er bare det rene mudder. Jeg går stille frem.
Efter at have faldet 3 gange og mange mage flere gange hvor jeg lige når at rede mig selv i sidste øjeblik, kommer jeg til at nedstigning til en lille dal. Jeg møder en grussti og bliver helt glad, endelig fast underlag… men nej, kun få minutter efter går ruten nu ind i et endne mere ufremkommeligt område, hvor der ingen sti er, men lige stå smattet og sumpet.
Der er dog en lille periode hvor jeg faktisk kan se mere end 500-600 meter foran mig, hvilket luksus.
Efter at have besteget en stejl lille skrant, bliver område til noget der vil mest kan beskrives som en åbent sumpet eng – der er nærmest helt flat (okay ikke så flat som danmark, men trods alt). Sigbarheden er nu igen nede på 30-50 meter, men stien er nu relativ tydelig og jeg kommer hurtigt frem.
Endelig får jeg øje på lidt huse, byen nærmer sig. Der er dog stadigt omkring 3 kilometer tilbage, som overraskende nok er sværre end jeg havde ventet. Jeg skal overvejende igennem et områder der på afstand ligner vådt græs – men det er meget vådt, vi taler nok stadig sump, men med græs. Jeg føler at jeg står på skøjter og er konstant ved at falde.
Endelig er jeg fremme til hvor jeg skal forlade The Beara Way og gå mod mit overnatningssted. Som de andre dage ligger det omkring 1½ km fra ruten, men det er heldigvis skiftesvis på grus og asfaltveje, så det går hurtigt at komme frem.
Jeg bliver budt velkommen og for tilbuds nogle gamle aviser til mine støvler – det hjælper med at trække fugtigheden du af støvlerne (jeg har gjort dette flere ganeg på turen indtil nu, og det virker reelt bedre end man lige tror – så det bliver ikke knastørre, men det tager det værste).
Min vært laver med til mig, da der ikke er nogle steder at spise i byen.
Jeg for en skøn beff-stew med kartoffelmos og kogte grøntsager. Til dessert en appelpie med custand og en kande te.
Vi diskutere lidt dagen i morgen. Der er lovet regn hele dagen… noget i stil med min første dag. Det er ikke noget jeg ser frem til, men samtidigt vil jeg jo gerne vandre. Hun foreslår evt at køre mig halvdelen af vejen, for som hun siger, det er den del der er værst mht sump og smat – faktisk skulle den første del være mindst så slem som det jeg har oplevet i dag, men så samtidigt i langt værre vejr. Men efter halvvejen skulle det være mere medgårligt i dårligt vejr. Vi aftaler at se tiden an til i morgen, men mon ikke at det ender med at blive løsningen.
xxx
Animation af dagens vandring