Søndag 10. Juli 2022
Toptur til Polejan Peak, 2851 m.o.h.
Jeg sov desværre ikke så godt i nat. Ikke optimalt for den hårde dag vi har foran os. Men efter et bad, og senere en god morgenmad, er jeg frisk og veloplagt.
Efter 40 minutters køretur, er vi fremme, og har vi 2 atollift, mod toppen. Mit gæt er at de tager Ca 20 min, men får ikke taget tid. Jeg er som altid lidt utryg, men det går nu fint, den er ikke så højt over jorden.
Dagen vandring starter i godt vejr. Solen skinder og det er godt varmt. Turen er helt sikkert blandt de hårdeste jeg har været på, trods vi kun taler om 6,7 km, men det er så med 650 meter stigning og fald (vi skal samme vej retur), med andre ord 650m stigning på knapt 3 km (der er få træningen uden stigning).
Det er ikke til at se på billedet, men det går meget stejlt. Via en hård og anstrengende sten-sti.
Der er 4 store stigningen på dagen, der er beslemt stejle. efter den første holder vi en pause,. Jeg firtæller dog hurtigt vores lokale guide, at jeg hellere vil gå videre. Jeg er ikke så glad for de lange pauser, men har mere behov for mange små korte pauser af ½ til 1 minuttet, på den måde kommer jeg lettere til toppen. Så jeg går videre, og følger reelt bare et britisk hold på god aftend, der skal vej.
Direkte efter jeg forlader holdet, bliver stigen igen med hård stejle sten stigninger, som er langstragt og kroppen kæmper for ildt, og bagbenene råber højt om smerte for hver eneste skridt. Som altid, er det den mentale del, der er den vigtigste, så med stærk og gentagende stemme får benene og lungerne besked på at tage den med ro og bare følge med.
Jeg er fortsat godt foran resten af holdet, men jeg ved af erfaring, er de fleste (hvis ikke alle) vil nå at indhente mig inden toppen… Selvom min kondi er blevet langt bedre i år, så er dette ekstremt, så jeg kæmper alt jeg har lært.
I billederne under ses de to toppen vi skal bestige. Vel nok 15 min før den første top indhentes jeg af Dimuter og snart efter Helle, Annelise og den unge Thea. Det giver dog noget til selvtilliden da Dimiter med meget særiøse øjne siger, at han måtte kæmpe for at indhente mig.
Men nu bliver det også for alvor stejlt, og samtidigt er resten af vejen mod toppen udelukkende på løse sten, det ligner mest flager af sten, som var de smidt i meter tykke bunker overalt på bjernet… Jeg er nu overbevist om jeg med min hastighed vil blive overhalet at resten af holdet, men det er netop formålet. Jeg har ingen behov for at komme hurtig op, men rettere ikke at føle mig presset af de andre, hvilket var netop hovedårsagen til, at jeg gik længe før de andre.
Helle tager et fint billede af mig nær første top. Jeg følges for en stund med pigerne, men sakner snart bagud. Jeg må konsentrere mig og lungerne skriger på luft, så der må mange små pauser til.
Vel 10 minutter før toppen hvor store dele af holdet har overhalet mig, begynder jeg at tale lidt med en britisk kvinde, nok i slut 50erne. Jeg har nok aldrig set en der så mere opgive ud. Jeg forsøgre at mundre hende lidt op.. 5 minutter før toppen hvor jeg er nogle meter foran, siger hun at hun må stoppe, hun kan ikke mere. Jeg kigger op (der klatres med hænder og fødder nu) og jeg forsikre hende at der kun er få minutter tilbage.. Hun er ikke overbevist, og jeg forsøger gentagne gange, til sidste kommer hun op og kæmper sig videre… Som altid i bjergene er toppen lidt højere end ventet, da man senere typisk optadager at det man troede ikke var toppen, ikke se det… Det sker også nu, men den rigtige top er kun 2-3 minutter yderligere væk… og så jeg jeg fremme😀
Vi når endelig toppen… Uden tvivl en af de hårdeste vandringer jeg har været på. Men reelt var sidste del mere bestigning end vandring. Store dele af turen var støtte med hånden nødvendig.
Kort efter ser jeg den britiske kvinde, hun er nået toppen, hun ser nu ikke mig, men det var en stor glæde at se hun kom op.
Der er ganske kold på toppen, nok kun få grader. Vinden er taget til og der kommer en hel del sorte skyer. Vi spiser hurtigt vores medbragte madpakke, hvorefter Annelise, Helle og jeg begynder at gå ned. Jeg har ikke lyst til at blive for længe, da der er lovet regn senere på dagen, så bedst at forsøge at undgå at blive for kold. De resterende bliver dog tilbage for en stund, så vi aftaler at mødes efter de to toppe. Så afsted det går.
Vi ender nok med at vente tæt på 30 min på de andre og er ved at blive godt kold. Regnjakken kommer ud over fleece trøjen (som jeg tog på da jeg spiste på toppen)… handskerne må også frem.
Efter en stund kommer den britiske kvinde med en guide fra hendes hold, med at stort smil. Jeg lykønsker hbede for at være kommet op, og hun tækker mange ganske for at jeg fik hende til toppen.. Trods det var en stor overdrivelse, så varmede det at høre at jeg kunne hjælpe.
Da de andre endeligt kommer, gå vi videre… Vi er nok lift frække, da vi undersøgte ikke om vi skulle mødes et sted… Vi går bare ned mod hytten ved stoleliften, hvor man kan købe lidt kaffe mm.
Jeg indhenter snart det britiske hold, taler lidt med kvinden og hendes guide. Jeg overhaler dem, og efter noget tid høre vi en skrig bag os… Vi kan ikke se hvor det kommer fra, men jeg hører senere at den britiske kvinde er vrikket om på foden.
Det tog ca 1,5 time at gå ned fra toppen, ikke medregnet ventetiden. Men de sidste 20 minutter blev der åbner for sluserne, ganske som livet, og jeg blev temmelig våd på benene, da jeg ikke fik taget regnbukser på i tide, og til sidste kunne det være lige meget, de var allerede gennemblødt.
Vi er kommet ned i god tid får de andre, vi ved naturlig ikke hvor, men har ikke set dem de seneste 45 min. Så jeg bestiller en kyllingesuppe og en cola, de fleste andre, køber blot en kaffe, mår de løbende kommer frem. Jeg var godt sulten, da madpakken var lige i underkanten. Suppen smager virkelig godt, og så til 20kr… God kvalitet med frisk stegn kylling, små tynde nudler og lidt grøntsager.
Da alle er ankommet og har fået et hvil tager.i stole liftene ned igen. Skyerne har heldigvis lettet og regnet er stoppet. Så der er god udsigt.
Jeg var blandt de første i stoleliften, kun 2 par var før mig… Så det var lidt surt senere at høre, at 3 andre par bag os havde set en stor brun bjørn, lige i skoven under første stole lift. Det skulle øjensynlig havde været en stor en, deres gæt baseret på gårsdagens besøg er at den var 250kg. Vores lokale guide er også vildt misundelig, der er kun estimeret 600 vilde bjørne tilbage i Bulgarien, så chancen for at syn er nærmest ikke eksisterende og han har aldrig set en i den fri.
Vi ankommer til hotellet kl 17, og har nu 2,5 time til afslapning inden aftensmaden, som bruges på at skrive dagbog og et bad.
Aftenen slutter med aftensmad, som ikke faldt i min smag, men det var klart godt med. Vi startede ned en rigtig fint salat, efterfølger af bagt ørred og sluttede med pandekager med hakkede nødder og sirup. I morgen bliver efter sigende den hårdeste dag, så jeg må vist i seng og få en god nats søvn.
Animation af dagens tur