Onsdag 27. April 2022
Cee til Finisterre (dag 4 på Camino Finisterre)
Indtil for 500 siden, blev Finisterre anset som det vestligste punkt i den kendte verden og bar derfor i år tusinder anset som verdens ende (Finis Terrea). Det var først da Columbus opdagede Amerika at man blev klogere.
Dagen idag er en kort vandring, blot 12 km fra Cee til mit hotel i Finisterre. I tillæg kommer dog så 3,3km frem og tilbage, for at komme helt ud til fyrtårnet og derved det yderste punkt, verdens ende, så omkring 19km i alt. I grafikken ovenfor, medtages ikke at man skal vandre tilbage fra fyret, hvilket ikke giver meget mening.
Jeg er voldsomme udfordringer med vabel her til morgen, og hoppe nærmest ned til morgenmad. Jeg er virkelig usikker på om jeg kan gå i dag, men det er jo en kort tur, så mon ikke det går.
Jeg starter lidt efter kl 9, hvor turen går op og ned af de små byer langs kysten, jeg havde troet at vi skulle følge kysten, men nej, vi skal have alle højde meterne med. Det betyder at der sjældent er udsigt til kysten, men når der så er, er den typisk rigtig kønt.
Stien går ind og ud af små klynger af træer (for ikke at sige skove) mellem små samlinger af huse.
Jeg må kæmpe noget med foden, men bliver ved med at minde mig om at det er en kort dag.
Når der kommer et huld i træerne og de små af huse, ses den smukke kyst.
Godt halvvejs møder jeg de 2 amerikanske kvinder, og taler kørt varigt med dem et par gange. De går langsommere, men jeg stopper ind i mellem og nyder udsigten så der indhenter de mig.
Man kan nu tydelig se Finisterre (eller Fisterra) som den hedder lokalt. Efter en kortvarig men meget stejl nedstigning på grus-sti i en skov, foregår resten af turen på fliser langs vandet.
Jeg har kortvarigt svært ved at finde mit Hotel, til en start er jeg sikker på at det er Google maps der er gal på den, men jeg tror ærligt at jeg var blevet forvirret.
Det er en hyggeligt sted, der trods rummelig mange værelser, mere af karakter af en bed and breakfast.
Jeg får støvlerne af… Det væsker meget fra den ene vabel. Jeg skifter tøj og tager sandalerne på, og må afsted igen, denne gang uden støvler og rygsæk. Der er fortsat to gange 3,5 km tilbage, til fyrtårnet og verdens ende. Jeg tager min lille 26gr rygsæk med, med.en regnjakke og en flaske vand og begive mig afsted. Men jeg må lige have lidt mad, så først skal jeg finde en restaurant.
Det bliver til en lokal restaurant, tæt ved hotellet, hvor jeg bestiller en tortilla de patatas (en gigantisk en, som jeg kun spiser godt halvdelen) samt et par colaer.
I mellemtiden taler jeg lidt med og dyrlægen. Hugo Boss, den mindste af mine katte har det ikke godt, så der skal tages nogle beslutninger om undersøgelser.
Efter frokosten går jeg mod verdens ende. Det er en lang grus-sti langs en stor landevej (heldigvis med meget få biler). Stien (og vejen) går langs en skråning med vandet, hvor vandet ses med fastlandet på den anden siden, mens stien fører mig længere og længere ud på på spidsen og Europa.
Solen skinner og det bliver mere og mere varmt. Jeg kan ikke forstå hvordan jeg bliver ved med at være så heldig med været. Mens problemerne med katten der imod ikke er så heldige, jeg taler løbende med dyrlægen og godt lyder det ikke, men hun skal jo bare gøre hvad hun kan.
Da jeg endelig er fremme, møder jeg amerikanerne igen. De er på vej tilbage, og brugte åbenbart ikke den lange tid på hotellet som jeg gjorde. De fortæller mig lidt hvad jeg bør se, og vi tager afsked.
Her er virkelig fredfyldt, med en håndfuld andre pilgrimme der ligeledes nyder stilheden. Jeg finder et sted lidt alene på en sten, og nyder udsigten og stilheden.
Efter en halv times fred høres en summen. Men faktisk lægger jeg først mærke til en manden der sidder ikke langt fra mig vildt irriteret. Jeg opdager straks hvorfor, en “turist” flyver rundt med.sij store drone. Lad os bare sige, ikke på en flink møde, men rettede flyver men tæt på folk, filmer dem og det fortsætter ganske længe, nok 20min, manden er ved at gå Bananas, of jeg forstår hvorfor. Reelt er det hovedårsagen til at jeg aldrig rigtigt har brugt min egen drone på turer. Jeg ikke ønsker at generere andre mennesker.
Her sidder folk og nyder roen. Det er naturligvis også “normale turister”.. men de fleste der kommer her, har vandret i uger eller måneder og er kommet med forskellige behov, som de ønsker at bearbejde i roen, ved enden på en lang (og for mange) en person-udviklende rejse. Når man så ikke engang her, kan man komme på afstand af teknologi og støj, og folk der ikke viser hensyn, så forstår jeg frustrationen. Jeg blev mystisk nok ikke selv så forstyrret, men jeg forstår hans frustrationer, som jeg selv deler trods jeg nu tog det mere med ro. Men ingen tvivl om at hans måde at flyve på, ikke er lovlig i den europæiske lovgivning.
Lidt tid efter flyvningen stopper, er det tid til at vende lidt hjemad. Jeg har stadig 4km tilbage, i mine sandaler (plus det løse, da jeg tager en tur rundt i byen). Knapt er er kommet tilbage fyrtårnet fra de klipper jeg sad på, så ringer telefonen. Det er dyrlægen med dårligt nyt. Der er reelt ikke noget at gøre. Hugo har nyren fyldt med blod og hans nyre tal er så dårlige at der ikke rigtigt er noget andet valg end at lade ham få ro. Vi aftaler de praktiske detaljer… Det sætter noget af en dæmper på humøret, men reelt forventede jeg, at det gik den vej, i vores de tidligere samtaler.
Jeg forsætter noget trist tilbage mod byen. Det er sjovt som livet bliver ved med at sender udfordringer.
Tilbage i byen går jeg en tur rundt, både før at se lidt på havne områder, se på restauranter til aftensmaden senere og i er forgæves forsøg på at finde et åbent supermarkedet. Det er skaber at konkludere andet end at man i Spanien ikke har specielt fokus på at tjene penge. Der er så mange turister der konstant hver dag forgæves forventer at spise når de ønsker eller købe ting, men forretningerne er lukkede. Hmmm, måske de i Spanien har forstået noget vi ikke har… Penge er småting, privatlivet er vigtigere… der er noget at tænke over, trods det er lidt generende og underligt at forstå prioriteringen.
Jeg måtte gå rundt i en times tid, inden de første restauranter åbnede, kl 20.00. Jeg havde spurgt andre steder som først åbnede for mad 20.30. jeg vælger så El Puerto, som i alle fald for kødretter høre til i den dyre ende, men pyt med det… Jeg kan ikke vente mere… Og dyr ende i Spanien og stadig nærmest billigt i Danmark. Måske jeg lige bør nævnes, at i Galicien er alt nærmest fiske restauranter, som typisk har lidt kød som et par ekstra retter til tosser som mig.
Det blev en entrecote med 5 korns pebersauce.
Dagen i dag blev det til to videoer af vandringer. Først er animation af vandring til Finisterre
Animation af vandring ud til fyret med tur rundt i byen.