Mandag 25. April 2022
Negreira til Olveira (dag 2 på Camino Finisterre/Muxia)
Vandringen i dag bliver så vidt jeg lige husker den længste jeg nogensinde har gået. App’en siger 33km, men det ender med at blive 34.5km. Det blev også til en del højdemeter, da app’en ikke helt havde styr på ruten. Eller faktisk var der er et sted hvor jeg kunne vælge 2 ruter, som begge var del caminoen. Jeg var ganske sikker på at jeg valgte den originale rute, men måske jeg valgte den anden. I alle fald stemte GPS ruten i app’en ikke den kommende periode. I alle fald kom der er enorm stejl stigning hen med slutningen, der gav en hel del flere højde meter… I alt 821 meter op, modsat hvad app’en sagde. Ruten er estimeret til at tage 8,5 time, jeg ender dog med at tage den på lidt under 7 timer.
Morgenen startede med en middelmådig morgenmad.fodeerne havde ret til en start okay, så jeg kom afsted, i godt humør, og en dejlig rolig morgen med få vandrede og en tæt tåge der generede en form for mystisk og ro.
De første 12 kilometer går det roligt op, mest igennem skovstier, men ind i mellem på mindre veje.
Bortset fra at jeg til en start overhaler et par stykker, går der mange timer inden jeg ser andre på stien
Jeg kommer igennem en større antal af små landsbyer og de har alle en masse af de spændende Hòrreos, som viser sig hele formiddagen. Jeg har haft billeder af dem tidligere på turen. Men i dag er der ekstra mange af dem. En Hórreo er en bygning til lagring af korn. De kan være lavet af sten eller træ. Formålet er, at bunden er hævet over jorden, og står kun på tynde stolper, for derved at få luft under gulvet. Samtidigt er der sprækker i væggene, der ligeledes genererer ventilation. Derved forhindres at kornet rådner. De stammer fra det 13. århundrede fra netop de to regioner jeg har gået igennem, Asturias og Galicia, men de finder også andre steder, eks Frankrig.
Min fod begynder at driller voldsomt. Jeg kan ikke rigtig gå, så jeg finder et sted at hvor jegnl kan sidde og se lidt på foden. Der er en stor vabel fyldt med væske under compeed plasteret. Jeg tør ikke forsøge tage det af, så i stedet, kommer jeg sportstape over, for at presse vabler ind til foden.
Efter en lille pause med et æble, går jeg videre. Der er klart bedre, men det gør stadig vildt ondt.
Efter ca 22 km går jeg ind på en lille bar/kiost. Der sidder et par andre pilgrimme. Baren har ikke meget jeg kan spise, men jeg får en rigtigt lækker pizza-lignende ting, med en cola. Jeg sidder lidt tid og taler med en hollænder, der har vandret hele Camino Frances. Han virker til at ville blive længe, så jeg går videre, efter en halv time. Der er en lang dag, og jeg har stadigt 12-13 km endnu. Jeg køber en is-sandwich som jeg spiser på vejen.
De næste vel nok 5-6 km er på små asfalt vejr uden gennem mine landsbyer. Jeg er vandt til at komme på landet… Men altså den gyldne de køre ud her.. wow, der er voldsomt, har aldrig oplevet når lignende og så i så lang tid. Men hvad, det er lige før man bliver imun, efter timer i den slags.
Vejen deler sig nu i 2. Jeg er ganske sikker på at jeg tager den officielle vej, men det går jeg nok ikke, for efter et par kilometer viser min app (med GPS) for første gang ikke at jeg går den rigtige vej. Ikke at det betyder så meget, jeg følger den markerede sti, så galt kan det ikke gå. Det bliver godt nok noget af en stigning jeg kommer ud på.
Allerede på god afstand tænker jeg… Håber ikke jeg skal op af den sti der…. Men det skal jeg naturligvis. Vi taler her en grus-sti de kan hamle op med stigninger fra bjergområderne på Primitivo. Ikke lige hvad jeg havde behov for, efter at hver er skridt går ondt, meget ondt. Men jeg lykkedes på en måde at ignorere smerterne, og gå videre
Jeg tager ikke voldsomt mange billeder eller video af den kommer strækning, da jeg er for udmattet.
Fra toppen er der stadigt knapt 8km tilbage.. i gen tvivl om at de 33km som app’en fortæller ikke er dække de for min tur.
Efter en langt hård mental kamp nærmer jeg mig endelig Olvieroa. Min overnatningsted ligger i udkanten af byen, så der kommer lige lidt ekstra afstand på.
Endelig fremme får jeg efter laaang vente tid mit værelse og støvlerne kommer af. Jeg kan se at vablen har blødt igennem sportstape, hvilket må betyde at den underliggende compeed er løs. Så jeg tager sportstapen af… Eller forsøger… Det er svært for halvdelen af compeed plasteret sidder løst og den sidste del… hvis jeg tager det af river jeg store falder af huden af. Det er godt nok nas… Efter 10 min forsøg på at fjerne plasteret ender jeg med at klippe det af med min neglesaks… Der sidder nu et lille stykke tilbage på vablen som jeg ikke kan fjerne. Jeg går i mad og ligger og hvilen på sengen 1,5 time, inden aftensmaden.
En hyggelig afstensmad, hvor jeg ender med at tale med 2 amerikanere (2 kvinder i 60erne, som er gået fra porto) og 4 irske mænd, der startede i Santiago, og har brugt 8 år på at vente Camino Frances i etaper. I tillæg er der 2 tyske kvinder i 50erne, som holder sig for sig selv.
Jeg får en skøn Galisisk suppe, men hvidkål og kartofler. Til hovedret en kalve stew med pomfritter, men en halv flaske rødvin og en flaske vand. Dessert er hjemmelavet karamel budding, naturligvis med cafe con leche.
Amerikanerne tilbyder noget cream til min fod i morgen tidligt, så måske jeg tager brug af det. Men nu skal jeg i seng…
Der er en reel risiko for at jeg må droppe i morgen, også de åbne sår på foden, men den tid den sorg. Måske jeg vandre i sandalerne er får måske rygsækken sendt videre med taxi, det vil hjælpe en del. Morgen dagen må vise, hvor slemt det står til.
Animation af dagens vandring