Torsdag 21. April 2022
A Pena til A Rúa (en dag fuld af smerte)
Jeg er nu ved at nærme mig ende på Camino Primitivo… eller den oprindelige pilgrims rejse til Santiago de Compostela. Der er ca 44 km tilbage, og kroppen begynder i den grad at melde svaghedstegn. Værst af alt er mine vabler. Jeg er sikker på, at de er opstået som kombination af, at jeg kompensere for min hælspore med den anden fod, og derved ikke går optimalt, samt det faktum, at min vandrestøvle helt tydeligt ikke passer helt perfekt på venstre fod, uanset hvor meget jeg forsøger, kan jeg ikke spænde støvlen rigtigt, så bagfoden ikke bevæger sig. Underligt når højre fod passer perfekt.
I løbet af natten, har blot det faktum, at et lan lå over min fod gjort, at vablen gjorde nas. Selvom jeg har forsøgt mit bedste, med at få punkteret vablen, og der er kommet væske ud, så er det ikke rigtigt lykkedes at få smerterne håndteret.
Efter en morgenmad bestående af ristet toastbrød med marmelade, café con leche og appelsinjuice, kommer jeg endelig ud af døren kl 9.10. Vablen er dækket med compeed, men hvert et skridt kan mærkes, så det resulterer i ansigtstræk der i den grad må fortælle omverdenen, at alt ikke er helt som det bør være. Heldigvis har min hælspore det fint i dag (indtil videre).
Efter ca 1km vandring på den store landevej, er jeg tilbage på caminoen, hvor turen nu fortsætter mod Santiago de Compostela. Jeg tænker at dagen i dag bliver let og vil tage den med ro for at beskytte foden og for at få det meste ud af dagen.
Jeg elsker som altid morgenens kølige (for ikke at sige iskold) luft og stilhed. Det omkring 4-5 grader, og kun få folk at på stien, der behagelig snorer sig ind og ud, op og ned af velanlagte grus-stier, i en blanding er små skove og mark områder. En fin (dog ikke storslået) udsigt over det bakkede landskab er en god start på dagens, der samtidigt bydes velkommen af fugle kvidren.
De første 3 kilometer forsøger jeg forgæves at gå “rigtigt” på den venstre fod, men smerterne gør det umuligt. Selvom jeg forsøger at bide smerterne i mig, nægten foden at bevæge sig normalt. Det betyder, at jeg ligger ekstra stor vægt og kraftige slag på højre fod, med hælsporen. Indtil videre går det imponerende godt med hælsporen, men det bliver ikke ved.
Efter en lille time, kommer jeg til en større by, Arzúa, eller måske rettere, større by sammenlignet med hvad jeg har oplevet de seneste de 2 uger. Byen er langt fra på størrelse med Lugo og Oviedo, men er ellers den største jeg har mødt indtil nu. Her ligger albergues og restauranter overalt, hvilket betyder, at en stor mængde pilgrimme begynder at dukke op.
Til en start er det meget hyggeligt med den voksende menneskemængde. Men efter en halv til en hel time, begynder det at føles, som at gå midt i et stor karnevals-optog. Folk er højlydte, nogle spiller musik, andre råber konstant til hinanden. Det kommer af og til cykler flyvende forbi i høj fart, nogle med gettoblaster. Jeg mærker tydeligt mit humør dale. Jeg trives ved oplevelser i naturen, helst storslåede udsigter og lyden af natur, ikke dette cirkus. Efter en stund, beslutter jeg at lytte til lidt podcasts, hvilket hjælper da tankerne optages af noget andet.
Trods det er koldt i dag, er vejret skønt. Stien er varieret, men jeg mangler følelsen af at være ude i naturen, som jeg havde det de første mange dagen, inden jeg ramte Camino Frances.
Endnu engang crash’er min GoPro og beklage sig over at kortet skal formateres. Det skete minimum 1-2 gange per tur med min GoPro 7 og nu er det samme statistik med GoPro 9. Utroligt at de forsætter med at have disse fejl, og endnu mere at jeg ikke lære at købe noget andet. Tror GoPro må på pension nu.
Jeg begynder at glæde mig til at ankomme til Santiago de Compostela i morgen, hvorefter jeg har en hviledag. Herefter fortsætter jeg ud til havet af Camino Finisterre, hvor langt de fleste folk, statistisk-set stopper i Santiago. Jeg håber at vandringen og naturen kommer tilbage til den tid.
Der er nu også positive ting ved den store menneske mængde, og det er, de mange spise steder der nu er undervejs. Efter ca 17km kan foden ikke mere. Jeg finder en lille bar, hvor jeg tager et hvil.
Min plan var egentlig at få lidt mad, men kan ikke se noget menu kort og de taler ikke engelsk. Jeg forsøger at spørge, men hun forstår ikke mit dårlige spanske… Så jeg bestiller det næst bedste… en café con leche og peger på et stort stykke kage, som viser sig at være den berømte Santiago mandelkage, den er jeg virkelig vild med.
Jeg taler lige kort med den brasilianske familie, som jeg måtte i går. De sad ved baren da jeg ankom. Men benytter ellers lejligheden til at få hvilet foden lidt. Jeg overvejer at tage støvlerne af, men tør ikke rigtigt… er bekymret for, om det vil gøre for ondt at få dem på igen.
Der er kun 7km tilbage, og mens jeg drikker min kaffe, finder jeg frem til et par mulige steder undervejs hvor jeg kan stoppe, for lidt mad… på den måde er tanken at korte strækninger og pauser, måske kan få mig igennem smerterne.
Den sidste del af turen går langs lande veje, og en sjælden gang slår den sig ind i mindre skovstrækninger langs vejen. Min hastighed falder drastisk. Hælsporen går nu lige så ondt som vablen, og er værre end noget tidligere tidspunkt på turen. Det ekstra pres foden har måtte tage dage igennem, har ikke gjort godt. Hver eneste skridt forplantes til smerte i hele kroppen.
Jeg husker ikke meget af de sidste kilometer, andet end at jeg kæmper for hvert et skridt. Jeg ender, modsat planen, ikke at stoppe yderligere. Jeg går blot langsomt, meget langsomt, videre og videre et ét fokus… komme frem til mit hotel.
Jeg jeg høre endnu en podcast, for at få tankerne væk fra smerterne, og ender efter et par timer, endelig ved mit hotel, A Acivro.
Dagen har bestemt ikke været hvad jeg gik ind til, og jeg har for første gang ikke rigtig nydt dagen. Det står klart for mig nu, at naturen er og bliver vigtigere end de et blot at vandre langt.
Efter et langt varmt bad, og en ekstra kaffe og kage i restauranten, er jeg ved at være ved mod igen. Er usikker på hvordan jeg får støvlerne på i mor, pga bankerne men tænker lidt at det ikke er værre end at jeg i værste fald, tager turen i mine sandaler. I morgen er kun 19 km, og så er det slut på denne første sektion. En hviledag dagen efter bliver med sikkerhed godt
Efter en have hvilet mig lidt på sengen, føler mig sku’ gammel, tager jeg en tidlig aftensmad i restauranten, 18.30. her er næsten tomt.Jeg
Jeg bestiller Menu del Dia, hvor jeg vælger en blandet salat til forret. Jeg forstår godt at det hedder blandet salat, for det er en sjov blanding af iceberg salat, tun, blåbær, melon, tomat, rå løg og olie dressing. Til min overraskelse smager det faktisk rigtig godt.
Hovedret kalvefilet, som nu smagte godt, men var alt for rødt for mig.
Til slut en Cheesecake med blåbær med en Café con Leche. Så alt i alt slutter dagen godt 🙂
Animation af dagens vandring