Onsdag 20. April 2022
Ferreira til A Pena (30,3km… mit overnatnings sted eller for så vidt byen findes ikke i app’en, som derfor ikke viser de sidste par kilometer)
En hyggelig morgen i mit albergue. Jeg har svært ved at sætter fingeren på hvad der går det, men det føles virkelig så hjemmeligt. Det er nok måden værten taler med os på, og trods vi sidder ved egne borde i stuen, virker det mere som er vi samlet.
Jeg spiser kl 7,15 den første mulige tid. Familien fra i går er allerede kommet og venter på maden. Det viser sig at de er fra Brasilien, er meget interesseret i mine vandrestøvler som de havde lagt mærke til i går. Til forskel fra næsten alle andre spiser jeg aldrig i mit vandretøj.. de fleste spiser endda iført jakke og evt regntøj… Jeg syntes det er underligt, men sådan har det været de fleste dage. Vi hygge snakker lidt og jeg fortæller om støvlerne, som jeg da klart kan anbefale trods den ene nok ikke passer mig 100%
Det er forældrenes første Camino. De startede alle i Tineo, 3 dage efter hvor jeg startede. Det nyder vist alle turen, men specielt de 2 unge, som vandre Camino hvert år, og som de selv siger, flyttede de to unge til Spanien for at vandre Camino når der er mulighed for det.
Jeg er en af de sidste der forlader stedet til morgen, trods jeg var blandt de første der spiste, men jeg har mine rutiner. Det er ca 4 grader, og med en temmelig kølig vind, og der er meget fugtighed i luften. Det har regnet hele større dele af natten, men der er tørt nu. Som altid starter jeg med begrænset tøj, kun min t-shirt og mine tynde fleece trøje. Hænderne bliver straks kolde, men bedre det end at svede. Efter blot få hundrede meter kommer jeg forbi en lille bro, der er mere end 2000 år gammel.
Jeg har været lidt ked af, at have forladt bjerge bag os. Men i dag savnede jeg ikke rigtigt bjergene for at være ærlig. Der kom et par små gode stigninger og smukke udsigter ind i mellem. Samtidigt var turen så lang, så meget mere udfordrende vej nok havde været for meget.
De første 4-5 kilometer går via små landeveje, men begrænset bestigning. Der er hele tiden lidt at kigge på, men ingen af de store udsigter. Derimod er der fugle fløjt og massere af køer langs vejen
Men opdager hurtigt i Spanien, at på landet har alle en eller flere hunde. Langt de fleste er i store kernelæder så de lige akkurat kan komme ud til fortorvet, men nogle løber også frit. For de store hunde virker de fleste der enten er spærret inde eller i kæde ganske aggressive, mens så godt som alle der går frit er søde og rare, ja reelt er de ligeglade med for der går forbi. Men der er en undtagelse som specielt er tydelig i dag. Små bitte hunde, der.er klart mindre mine katte…
2 gange i dag, blive reg angrebet af disse små bæster…. De angriber mine vandrestøvler (bider i dem) men gør ellers ikke noget. Lad mig sige det sådan, havde hundene været dobbelt så stor havde jeg måtte forsvare mig selv… Men jeg griner egentlig bare af dem, når jeg lige komme Rover chokket og vandre videre.
Inden længe, drejer stien ind på en skov/grus sti, og det begynder at gå mere stejlt op. Humøret, der ellers er højt stiger. Jeg har savnet lidt natur…og lidt.udfordrimger de sidste dage. Jeg så er foran mig en flot klippe formation amt en masse vindmøller og håber at turen går derop….hvilket den gør.
Efter en god halv time med god stigning kommer jeg tæt på klippen og tager lidt viden mig billeder. En spansk herre, der har fulgt lige i hælene på mig den sidste time stopper da jeg vil tage billeder. Jeg forsøger at få ham til at overhale istedet for at vente. Men han bryder nærmest helt sammen. Jeg føler med ham. Tidligere år ville jeg havde været lige så udkørt… Men som jeg står der går det op for mig at min puls nærmest er helt normalt, og det nærmest ikke har kostet kræver overhovedet at komme hertil. Bevares, sammenlignet med den sidste uges strabadser var dette virker ingen ting… Men er alligevel godt tilfreds over min forbedrede konti og udholdenhed.
Stien er ikke helt noget toppen af bjerget endnu, men går først lige ned til en lille landsby. Lige inden jeg går ind i byen, tager jeg regntøj en på. Det har regnet en lille smule i lidt tid, men det er nu mere pga den iskolde vind. Min lige så vigtigt bevæbnet jeg mig med èn vandrestav… jeg har fået nok af beske hunde.
Historisk set (vi taler over tusind år), har pilgrimme vandret med stave. Ikke så meget for det vi i dag blive vandrestavene til, netop har få mine fart på og lette knæ ved op og specielt nedstigning. Men stabene blev mere brugt for at forsvare sig mod hunde og landevejs-røvere (de sidste har jeg nu ikke set nogen af 😉) samt for at komme over små vandløb og eller floder. Det sidste har kun været en udfordring en enkelt gang, for en lille uge siden.
Som man muligvis ser på de sidste billeder, som tages i den retning af køer kommer fra, så er der masser af regn i luften. Mens netop har på stoppe skulder det. Ja eg skal igennem en lille skov, hvorefter vejret er helt i top, og ingen regn i sigte.
Dagen større stigning er nu overstået, og det går ned ad. Ligefrem kan anes en stor hvid by. Det er Melidè. Den er faktisk 10km væk, men ses tydeligt.
Det er et punkt på turen jeg har frygtet. I Melidè møder Camino Primitivo, Camino Frances. Samtidigt er det kun var 50km til Santiago de Compostela, hvilket betyder at der vil være RIGTIG mange pilgrimme, langt flere end jeg har set før. Årsagen er 2 delt. Af alle der vandre Camino er der kun var 2% der vandre Primitivo mens ca 70% vandre Frances. Dertil kommer, at hvis man gerne vil have et Compostela (bevis for at man har gået turen) er minimums kravet 100km, hvilket betyder at rigtigt mange troede kun går de sidste 100km af Frances vejen. Med andre ord, det betyder at freden er ved at være slut. Det er mange forskellige årsager til at vandre, men for mig er det naturen, friheden og stilheden ender er vigtigt, så denne store hobe af mennesker skræmmer mig. Nå, men de betyder at file sidste 10 km inden Melidè skal nydes.
De næste nogle kilometer er lidt hede-agtigt, og med skønne udsigter. Jeg har ikke set et menneske i lang tid. Solen er ved at få lidt fat, men jeg gider ikke rigtig tage regnjakken af.
De næste nogle kilometer foregår i via en grus-sti med høje træer i siden, som en alè, og ind i en lille landsby Vilouritz, der kun består af få huse.
Herefter kommer jeg til Vilamor, den sidste relle landsby inden Melidè. Her er mindre caféer og Albergue’s. Det er yderst lokkende at tage et hvil på en café… Men jeg har mine faste regler… Ingen pause før jeg har gået minimum halvvejs, og jeg har kun gået 14km ud af 30, så den gør ikke. Det lyder måske lidt ekstremt, men erfaringen siger, at jeg har meget svært ved at vandre efter en pause, og så er 16km langt at gå, så jeg må holde fast.
De næste 7 kilometer til Melidè er lidt kedelige. Store dele går igennem forstadsbyer, det ser noget slutte ud, og nærmest forladte. Jeg beslutter at tage et hvil i Melidè, som er 20km fra jeg startede i morges og tid til en frokost. De et er første dag på på turen, hvor jeg ikke længere har en picnic med, fra overnatningsstedet, eftersom de er et hav af spiser steder hele fra nu.
For mig er Melidè ikke særlig spændende. Der er en masse mennesker, langt de fleste er med rygsæk, men de virker nærmest som de er på familie udflugt, mere end på vandre tur.
Jeg finder en bar, og høre om jeg kan få lidt mad. De er sælger øjensynligt ikke rigtigt mad, man jeg kan få en sandwich med ost og skinke, og en friskpresset appelsinjuice. Det er helt fint for mig. Så jeg tager en lille pause.
De sidste 10km fra Melidè til mit hotel, føler som blanding af en gå en en gruppe folk, men jeg konstant overveje, hvordan kommer jeg bedst uden om, til at vandre i mere anlagte stier gennem små byer. Naturen er ligesom borte og erstattet af civilisation, selv de kønne natur strækninger virker kunstige.
Nu er det farligt at tage for hurtige beslutninger, men min tanke bliver mere og mere at jeg ikke skal bruge denne sommer på Camino Frances, både pga varmen (tidspunktet er ikke optimalt) og også da jeg reelt mere har lyst til natur, end det er mit indtryk at jeg får med Camino Frances… Det skal ikke forstås som om jeg ikke er glad for denne tur, mere bare en vurdering om sommeren kunne bruges mere optimalt netop nu. Vi så se hvad jeg ender med.
Mit hotel ligger små 1km fra Caminoen, så jeg forlader stien og går ud på en stor landevej. Solen brænder dejligt og jeg glæder mig til at komme i bad. Min fødder lader fortælle at dagen har været lang. Den kommer over 30km og bliver den længste på turen.
Jeg finder hotellet, som er en 1 stjernet hotel (pension). Værelset ser nyt renoveret ud, men der mangler tydeligt vigtige detaljer… Der en ingen sted at hænge hverken håndklæde når man har vasket hænder, eller badehåndklædet.ø efter at have været i bad. Men ellers er værelset pænt og rent.
Efter et tiltrængt brusebad, går jeg i baren (reelt er der en lille shop, på 6-8kvm). Jeg køber lidt chokolade og en sodavand til at tage med på værelset, og bestiller en café con leche, som smager skønt.
Der er aftensmad kl 19.00, som består en en spansk suppe til forret efterfulgt af lasagne til hovedret, hertil den mest udbredte lokale øl, Estrella Galicia. Jeg er umiddelbart den eneste der skal have mad, i alle fald så tidligt, så jeg har spisestuen for mig selv, mens et par højlydte herre hygger sig i baren.
Lad os sige at maden smagte okay, men klart det dårligste jeg har fået på turen. Man kunne tydelig høre at det blev varmet i microovn og lasagnen ser ud til at stamme fra køledisken i et supermarked. Men skidt med det, jeg har ikke så store krav, de fleste dage kan jeg leve med meget lidt, vare jeg i d i mellem får noget spændende.
Animation af dagens vandring