Fredag 15. April 2022
Grandas de Salime til A Fonsagrada
For første gang på turen fik jeg en god nats søvn, hvilket må siges at være godt, for i dag er en af de længere og hårdere dage. Trods dagen i rene tal ikke ser så slem ud, er den estimeret til knapt 7 timer, og jeg har indtil videre aldrig gået hurtigere end det estimerede, som jeg faktisk holder meget godt.
Morgenmaden så umiddelbart spændende ud, jeg starter med en yoghurt med en frisk Kiwi frugt, et par glas appelsinjuice og Café con leche. Jeg har fået ost og skinke, syltetøj mm, men modtager aldrig nogen bollet eller toast brød, d t var nok en forglemmelse. Men det betyder at det eneste jeg spiser udover yoghurt og kiwi og 2 små kager. Men det er nok til hele turen.
Derimod modtog jeg en fornem picnic bestående af 2 baguettes med ost og skinke, 1 banan, 1 stor plade chokolade og en stor 400g pose med peanuts. Det bliver nok lidt tungt, men godt ser det ud.
Turen starter komplet omringet af dis, eller retter som det viser sig, går jeg nede i skyerne. Der er lidt køligt, men det er faktisk meget behageligt.
Jeg ser 2 skikkelser gå måske 100 meter foran mig, men de forsvinder hele tiden i tågen og trods jeg ser dem løbende over den første halve time, møder jeg dem aldrig, de er blot borte.
Jeg tager lidt billeder, når jeg kommer ind i kortere perioder med mindre tåge, men der er ikke meget at se.
Der er trist nok ikke mere at viser frem de første knapt 3 timer, som bliver med at foregå i tæt tåge. Men en smule stemnings fulgte billeder bliver det trods alt til.
Efter at have gået en hel del kilometer på en stor landevej uden biler, drejer stien op til en lille landsby… kort efter kommer solen pludselig til syne. I begyndelsen ganske svagt, men så… Jeg er kommer over sky-laget, og ser nu omgivelser i alt deres flor, men jeg ser ned på skyerne. Tænkt at have vandret knapt 3 timer inde i en sky. Ikke så underligt at luften have været så klam og kølig hele formiddagen.
Foran mig tårner store vindmøller grem, jeg huske at have set billeder der viser at jeg skal vandre til på disse vindmøller, og ganske rigtigt er der hvor stien er på vej op. Jeg tager et kort stop, og spiser halvdelen af min plade chokolade, den store spanske gruppe komme gående og jeg trækker tiden lidt ud, for ikke at gå lige efter dem.. de er så støjende.
Virkelig køn udsigt tilbage over de bjerge jeg kommer fra. Samtidigt er solen vidunderlig på en krop der har været nedkølet i 3 timer.
Jeg når til toppen, hvor turen nu går igennem en mængde nåletræer. Pludselig ændre stien karakter, fra at være en lille, nærmest en trampesti til at blive er stor bred flot anlagt grus-sti. Det kan kun betyde en ting, hvilket min Buen Camino app bekræfter… jeg er ikke længere i Asturias men er nu bogstaveligtalt trådt ind i Galicien. Det er nu uanset stort.
Stien går relativt stejlt ned… Men mest af alt er det nok mine fødder der efterhånden er trætte. 7 dages vandring kan vi mærkes, og trætheden melder sig. Men det er for tidligt jeg er ikke nået halvvejs endnu… Så fødderne får blot besked på, at ignorere smerterne og tage sig lidt sammen.
Jeg kommer snart til en større vej, hvor den store spanske gruppe, som jeg lod overhale mig netop som jeg kom ud af skyen. Jeg har intet i midnat gå sammen med et par andre, men ikke denne store gruppe, som er godt og grundigt støjende. Så jeg beslutter mig for at gå videre uden at tage et hvil. Min plan har hele formiddagen været tidligst at spise når jeg har gået 60-70%, eller omkring 4-5 timer, da jeg har så svært ved at komme igang igen med min fod, efter at have taget en længere pause.
Jeg holde ud så længe jeg kan se og efter knapt 16km, beslutter jeg mig for lidt mad. Jeg har ledt efter en sted at sidde den seneste tid, uden at finde noget. Så jeg ender med at sidde i siden af stien og ser ivrigt på de smukke bjerge. Stor fejl…
Jeg tager min picnic frem, død sulten fisker jeg en baguette frem… Den lugter… Jeg skal lige til at tage en bid, men åbner den op og ser den er fyldt med sardiner. Den skal jeg ikke have noget af… Og den stank. Jeg ligger den tilbage i tasken med står frygt for luften i tasken. I stedet fisker jeg en banan op. Den smager skønt.. men mætter går den jo ikke. Heldigvis tænker jeg… Måske den anden baguette ikke er med sardiner? Og glad bliver jeg, da den er en ost. Sulten sætter jeg tænderne i den, og ser mig omkring, der er virkelig smukt. Ved mine fødder løber en masse gigantiske myrer.
Hvad er nu det… der går gigantiske myrer på min taske, min kasket, mine støvler og bukser… Hurtigt kommer jeg op, gør mit bedste for at børste dem af. Jeg står så op og spiser baguetten færdig, alt imens 3 grupper af pilgrimme går forbi… Utroligt, jeg har nærmest ikke set nogen hele dagen. Den store støjende gruppe er i blandt, så jeg skal bestemt holde mig tilbage nu. Men frokosten bliver kort (jeg sad nok ikke ned i mere end 5-7 minutter).
Stille går jeg videre. Solen brænder nu. Min vejr app på telefonen siger 22 grader.Den sidste den af turen går som i en trance. Jeg er virkelig træt. Meget af stien går langs en stor landevej og trods udsigten er okay, går jeg lidt ind i mig selv og kæmper med hvert et skridt.
Jeg er virkelig træt. Hver gang jeg tager min telefon frem for at tage billeder, vender jeg telefonen. 3-4 gange inden jeg bliver enige med mig selv om hvilken vej kameraet skal vende. Jeg hilser, som man ofte gør, på en mand og hans kone der går ved deres hus… De råber op og plejer i retningen af deres gårdsplads. Det tager mig lige et øjeblik inden jeg opdager at jeg er ved at gå fejl og skal faktisk igennem deres gårdsplads. Jeg tanker mange gange og går videre… Jeg er virkelig træt.
Jeg har før turen læst at turen på til A Fonsagrada, som er dagens destination, er voldsom, og den hårdeste kilometer på hele turen. Jeg nærmer mig og bliver ærligt lift nervøs, da jeg allerede er så træt og kæmper med hvert et skridt. Men udgå det kan jeg jo ikke (bortset fra at snyde og tage asfalt vejen, men det er ikke en option jeg overvejer).
Jeg må grave dybt… Og finde de sidste kræfter… Efter en hård kamp kommer jeg op…
Den kilometer tog mig ca 40 minutter, og jeg er nær død. Men det gode er, at det ikke bare længe. Benene er tunge og gør ondt, men efter lige at tage hvilket i 2 minutter mens jeg taler med en spansk pilgrim der venter på hans svenske kammerat, det måtte kæmpe mindst lige så meget som jeg så har jeg det allerede bedre. Vi taler lidt sammen i nogle minutter, rigtig hyggeligt og høre om de andres oplevelser og planer. De skal gå 3km videre til en lille by hvor de overnatter, så vi følges lidt indtil vi finder mit albergue og de går videre.
Jeg går en kort tur rundt i byen… Fødderne brokker sig gevaldigt, men det nytter jo ikke noget. Der er 4 forretninger i byen, men alle er lukket, som i går. Måske fordi det er langfredag 😥 jeg mangler i den grad lidt snacks til turen. Jeg ser lidt på restauranterne, men de er også lukkede, hvilket kan skyldes at klokken kun er 17. Der er dog nogle få barer åbne… I Spanien kan man spise på alle barer. Jeg går tilbage på mit værelse, og venter indtil lidt i 18, inden jeg går på den lille bar.
Jeg bestiller en absolut skøn burger i ciabatta bolle, nogle pomfritter og 2 colaer. Slutter til sidst med en mini café con leche. Klokken er 19.30 og jeg går hjemad… Jeg må vist snart i seng.
Animation af dagens vandring