Torsdag 14. April 2022
Berducedo til Grandas de Salime
Af uvist årsag, fortsætter jeg med at sove dårligt. Jeg føler hver morgen at jeg slet ikke har sovet, dog er i dag en smule bedre, nok fordi værelset var dejlig køligt.
Det er ligeledes blevet en standard når jeg er på vandreture, at jeg hver morgen oplever lidt kvalmende fornemmelser når jeg starter med at spise morgenmad. Mon ikke at der er overanstrengelse? Det går dog over så snart jeg kommer igang med at gå, hvis da ikke efter jeg har spist.
Jeg startede dagen med morgenmad kl 7.00, bestående af ristet lyst brød, smør, blomme marmelade, café con leche og appelsin juice. Vel egentlig som de fleste andre dage. Eneste direkte forskel var, at værtinden have glemt at jeg skulle have en picnic til dagen, hun så meget forvirret ud og pludselig helt flov. Hun ville dog lave den klar.. men så kom en stor gruppe til morgenmad og 45m senere var det stadig ikke sket noget, så jeg forlod stedet uden picnic, hvilket er helt fint.
Det var dejligt køligt, som de fleste andre morgener, og jeg trives virkelig ved at vandre når man sådan lige fryser, uden helt er blive enig med sig selv om man burde have mere tøj på. I dag havde jeg dog min fleece trøje på.
Siden i går, havde skyerne bevæget sig endnu lavere, så allerede var morgenstunden gik vi nok 200 m over skyerne. Det var utroligt smukt.
Turen starter med en stigning på vel godt 100 højdemeter, hvorefter de næste 3-4 kilometer går via en stor, men tom landevej, alt mens jeg bevæger mig ned til skylaget.
Efter ca 5 km ankommer jeg, til en lille by La Mesa, hvor de fleste af de vandre jeg har set de seneste dage, skulle overnatte i går. Altså, de tog en lidt længere tur i går, men så en kortere tur i dag. Da jeg ankommer til byen, er den helt opslugt af skyerne, og det er ikke langt man kan se for dig, måske 50-70 meter.
Byen er lille bitte, med ganske få huse, 2 albergues, hvor af den ene har en bar. Jeg beslutter nu at gå videre, det er jo kun godt 1 time siden jeg fik morgenmad. Men alle de andre jeg havde set til morgen går ind på baren, så jeg fortsætter alene.
Ikke lang efter kommer endnu stigning, denne gang ganske anstrengende. Stigningen er på ca 200 højdemeter, men det er via en asfalt vej med stejl stigning, hvilket kan være hårdt for benene. Samtidig forlader jeg hurtigt sky grænsen og mødes nu af en stadig mere varmende og bagenden sol. Efter godt halvvejs op, må tasken af og fleece trøjen pakkes bort. Mens min Buff, for en sjælden gang tages af.
Kort efter jeg når toppen, ser jeg et skilt, som ligesom min guidebog fortæller, at en omfattende skovbrand i 2017 betyder, at vi skal gå en godt 7km alternativt vej i gennem en skov med gode skiltningen. Det gøres klart, at det af sikkerhedsmæssige årsager ikke anbefales at gå den “rigtige vej”. Jeg ser mig godt for og tænker at det sted nok kommer senere, men jeg ser det aldrig. Så jeg ender med at gå den vej der ikke anbefales. Jeg er reelt godt klar over med det samme, at dette må være den oprindelige vej, for mit ur kender vejen og viser at det er Camino Primitivo, mens de få skilte der står med meget lange mellemrum, på den grove grus-sti, ser årtier gamle ud.
En spansk herre overhaler mig en god hastighed. Vi kan ikke rigtig talen sammen uden blot at hilse og lige høre fra hvilken by og til hvilken by dagens tur består af. Han og jeg fortsætter resten af dagen med at overhale hinanden… Godt at vide jeg ikke er helt alene, når jeg nu er på en ikke anbefalet vej.
Stien er en stejl nedstigning til en flod, som senere skal krydses via en dæmning. Jeg når ikke langt, før jeg går ned igennem sky-laget igen… Jeg er lidt bekymret må jeg indrømme, over at gå i nærmest ingen sigtbarhed på en sti der ikke anbefales sikkerhedsmæssigt… men der er ikke så meget at gøre. Få steder er tågen så tæt, at der er svært at se lang frem for sig, men det er reelt ikke muligt at gå fejl.
Det er en meget lang nedstigning, og som tiden går, forsvinder sky-laget og man ser nu dele af dem smukke udsigt over floden og de omkransende bjerge. Hælsporen på den højre fod er godt nok ikke glad for denne kraftige nedstigning. Jeg tror jeg fortsætter med at kompensere med den anden fod, som ligeledes beklager sig med vabler og en øm angel. Men hvad kan man gøre, andet end konstant at forklare fødderne at smerterne skal ignorere og blot gå videre.
Det er en meget stejl nedstigning, der til sidst erstattes af variationer af op og nedstigninger i mindre omfang turen op og ned adskillige gange. Mine fødder er så glade for når det endelig går op eller lige ud. Den brede grus-sti forvandles til sidst til en tæt skovsti, inden den til sidst ender på en asfalt vej, der tager os over dæmningen.
Efter dæmningen, er første del af turen overstået, i den forstand, at nu er det op, og endnu mere op, resten resten af dagen.
Som tidligere, takker mine fødder straks for stigning, da det trækket lidt anderledes på de trætte vabler og hælspore. Vi er nu samtidigt helt ude af skoven, hvilket betyder at solens varmer stråler rammer som et lyn… Hastigheden sænkes, men jeg nyder hvert et øjeblik.
I stort gult hus ses højt oppe over dæmningen… Det må være et hotel. Jo tættere jeg kommer, jo mere sikre er jeg på, at der er servering på en stor terrasse, med udsigt over vandet og dæmningen. Jeg overvejer et stykket tid… Og ender naturligvis med at gå der ind. Jeg havde ingen mad med i tasken, bortset fra et par KitKat. Alle de andre dage havde jeg min picnic.
Jeg bestiller en portion spejlæg med stegt bacon og pomfritter og en friskpresset appelsinjuice… Senere kommer en kold dåse Cola med på listen. Jeg hygger mig i en 45 minutter, og når til sidste at tale med de 2 spanske par jeg mødte i går, som kommer ind næsten som jeg var ved at forlade stedet. Den mad, drikke, udsigt og afslapning var alle 10,5 euro værd.
Efter et tiltrængt toilet besøg, går turen nu de sidste ca 5km stejlt op. De første 4km forsættes af den samme stejle landevej. Solen bager i den grad, men en hel del af strækningen er i svag skygge af de mange træer der står langs vejen og bjergsiden.
De sidste 1,5km forlader Caminoen landevejen og går via en til tider stejl skovsti, der går parallelt, men højere oppe end vejen.
Endelig ses Grandas de Salime tydeligt igennem træern. Reelt har byen kunne ses siden jeg kom ud af skyen engang i formiddags, men der virkede det helt uvirklig at jeg skulle nå hertil… nu er den lige foran… 10 min mere og jeg er fremme.
Jeg tjekker ind på min hotel, midt i den lille by og hviler traditionen tro på sengen, inden jeg tager et langt varmt bad.
Aftensmad blev til en tapas tallerken med en limonade og hygge et nogle timer med pilgrimme fra Spanien, Tyskland og Polen, ganske hyggeligt.
Animation af dagens vandring
I video under viser forkerte angivelser af højdemeter både ned og op. Jeg tror mit urs GPS er blevet forvirret eller nok rettere har mistet forbindelse i en periode siden dens talt er alt for lave sammenlignet med guidebøger og Camino apps, som alle viser de tal der står øverst i bloggen. Mine fødder bekræftet i den grad at tallene fra uret ikke stemmer. Afstanden stemmer dog fint.