Tirsdag 12. April 2022
Tineo til Pola de Allande
Jeg har ikke så mange billeder og meget få videoer for i dag, sammenlignet med de øvrige dage. Det skyldes at jeg den sidste halvdel af dagen vandrede med Maria (spansk kvinde der bor i Paris). Holdt op, hvor er det både fysisk men specielt psykisk lettere at vandre med andre. Det vidste jeg naturligvis inden, men i dag fløj afsted, trods den lange distance og mange højdemeter.
Morgen startede med tidligst morgenmad, allerede klokken 7.00, helt fantastisk for mig. Det der var måske alligevel lidt for tidligt, for der var ingen mad overhoved i buffeten. Den stakkels unge pige fik pludselig styrtende travlt, også da 2 andre par hurtigt kom ind i restauranten også. Men jeg tog mig god tid, og fik min morgenmad… Men endnu vigtigere, 2 kopper Café con leche. Så kan jeg klare den lidt.
Jeg tog det lidt med ro, vidste at jeg var i god tid i dag. Jeg forlød hotellet 8.20, af op op op, ud af byen det går. Efter alle beskrivelser skulle det være en hård opstigning fra Tineo, men det syntes jeg nu var en overdrivelse.
Det gik ganske hurtigt og på en bjergskråning over byen, hvor turen de vel næste gode time fulgte bjergets konturer, og til en start med god udsigt over Tineo.
Jeg ser en hel del spanske pilgrimme inden for de første par timer, men overhaler dem alle. Jeg er virkelig i god rytme, og det køre bare. Jeg hilser naturligvis med Buen Camino, men erfaringen siger at jeg ikke rigtigt kan tale med nogen af dem, kun den ene spanske kvinde fra første dag har kunne tale engelsk.
De første par timer er der konstant god udsigt, indtil der kommer en længere strækning inden i en skov. Hvor trærødder og løse sten er den eneste reelle udfordringer. Det føles meget længe, at ruten gik gennem skoven, men det skyldes måske mest, at der ikke er noget at se.
Efter en stund kommer vi ud på en vej, hvor det viser sig at ruten følger i vel 10km (rent gæt). En kvinde med en meget lille rygsæk (kun nok til lidt mad og regntøj holder tilbage da jeg tager billeder. Jeg hilser og viser at hun bare skal overhale.
Hun virker bekendt, men jeg har ikke set én med så lille en rygsæk, så jeg tænker ikke mere over det, andet end at jeg kortvarigt er misundelig på denne lille vægt hun går med – måske jeg burde overveje at sende min rygsæk mellem overnatningsstederne, de næste 3 dage skulle blive voldsomme… Men nej, det hører ligesom med tænker jeg. Efter noget tid holde hun ind til siden og jeg overhaler hende, igen hilser vi lige.
Jeg fortsætter af den lange landevej, som faktisk er ganske seværdig. Det går kontakt op og ned, men gradvist og der er aldrig rigtig udfordrende.
Vi kommer til et sted, hvor markeringen giver ingen mening, den viser at vi skal få over på den anden side af vejen, men der er igen ting der. Hun havde indhentet mig på det tidspunkt og vi ser lidt forvirrende på hinanden. Kort ellers kommer hun op på siden, og siger på engelsk: ‘Er du ikke ham fra første dag, der fortalte vi gik den forkerte vej?’ Det var så kvinden fra første dag, hun havde ikke hendes familie men med, da de af risiko for regn beslutte ikke at gå i dag, så hun gik alene. Så jeg koblede slet ikke det sammen.
Vi havde en rigtig hyggelig snak og besluttede at gå sammen resten af dagen. Trist at hun skal hjem efter i hendes sidste vandring i morgen, for det var skønt endelig at vandre og tale med andre. Det sagt bliver det en anden Camino, hvor jeg mest af her for den interne rejse, men ind i mellem er der hyggeligt at være i selvskab.
Efter vi har vandret vel en lille times tid, går turen igen ind i noget der kan betragtes som skov, hvor vi fortsætter en stund, med bekymring om, at det nok snart vil regne, det trækker i alle fald op til det.
Vi bliver enige om at stoppe ved den næste lille flænge af huse, hvor man skulle kunne få en kaffe… men der var desværre lukket, så ingen kaffe.
Efter en god stund til, bliver vi enige om at holde en lille pause for lidt frokost. Netop som vi har sat os, kommer de første dråber… og inden længe tager det til… tager vi regntøj på og spiser færdig og begynder at gå lidt igen.
Vi har nu ikke gået lang tid før regnen stopper. Regnjakke kommer af, men vi er dovne og beholder regnbukserne på og fortsætter i nu skindende sol. Totalt regnede det nok ikke mere end 10 minutter.
Der er god variation på turen idag, det går skiftesvis op og ned, og ruten variere meget mellem stier i stier i skov, på landeveje, ved siden af større veje osv. Men selvom jeg elskede selvskabet rigtig meget, må jeg også tilstå at jeg husker mindre af turen end normalt, når fokus er andre skeder.
Solen tager til, og regnbukser mm må af. Maria, der viste sig at være samme alder som jeg, må stoppe af og til… familien skriver med jævne mellemrum på WhatsApp for at høre om hun er okay og hvor hun er. Svarer hun ikke så ringer telefonen. Jeg syntes faktisk at det er meget sødt. Ikke at det er en opfordring til nogen. Min telefon er i flight-mode.
2 km fra Pola de Allande (vores stop for i dag), holder en hvid bil. Det er hendes familie som så 2 komme gående og tænkte det måske var hende. De spørger om vi vil køre med, men jeg ønsker helt klart at vandre hele turen, og Maria beslutter sig så for også at gå, det var vist ikke lige hendes plan.
Vi går de sidste par kilometer, inden hotellet, hvor det viste sig at de faktisk også skal bo, så måske vi mødes senere på dagen eller i morgen tidligt.
Jeg får tjekket ind på hotellet, som er en noget anden kvalitet end de sidste 2 nætter, men det var nu også specielt fornemt. Så længe jeg har en seng og bad er jeg tilfreds.
Sædvanen tro, holder jeg en lille times pause på sengen… Det begynder at regne, så igen var vi heldige med begrænset regn under turen… Tager derefter et langt varmt bad (i et lille badekar), og endnu lidt tid på sengen mens jeg skriver lidt blog.
Regnet er netop stoppet, så det bliver til en kort tur rundt i byen, hvor jeg løber lidt snacks og en sports-drink til turen i morgen, som skulle blive den hårdeste stigning på hele turen.
Jeg startede med en klar suppe med så overkogte nudler, at de reelt var melboller. Jeg vidste faktisk ikke at det var muligt at udkoge nudler så meget. Så snark de rørte tungen var de væk, og det er ikke en overdrivelse. Men suppen smagte i det mindste godt. Jeg fik min egen skål hvor der var nok til 4 store portioner, til 4 euro så dyrt var det ikke.
Til hovedret valgte jeg Cachopo, en lokal Asturias specialitet med paneret kalvekød fyldt med ost og skinke, stegt i friture. Serveret i en lokal sauce som jeg ikke husker navnet på Det er nok ikke til at se på billedet, men tallerkenen var på hvad vi i Danmark ville kalde et pænt størrelse serveringsfad, og bestemt ikke en tallerken.
En anden fed ting ved Spanien er at man ofte får 0,5 liter, når man bestiller et glad rødvin.
Animation af deres vandring