Mandag 11. April 2022
Salas til Tineo (21km min tur blev lidt længere, måske også placering af overnatningsstederne)
Jeg havde aftalt morgenmad til kl 8.00, så jeg gør mig klar i tide, med et langt bad og klargør tasken så meget jeg nu kan.
Jeg finder vej til restaurangen i borg-gården, men den er tom, ingen menesker. Jeg går derfor først ind af en dør som viser sig at væe køkkeneret, hvor jeg kan høre follk rumstere. Det må være fejl, så jeg tager næste dør, som viser sig at være adgang en til en lille bar. Ved baren står et enkelt bord, opdækket til en person. Jeg siger godmorgen til kvinden i baren, som straks spørger om jeg har værrelse 107, og det har jeg, så er bordet til mig.
Noget kunne måske tyde på, at man ikke normalt kan spise morgenmad på hotellet, men at det måske er en speciel aftale SpainIsmore har med dem… Jeg ved det ikke, men jeg får i alle fald en skøn morgenmad helt alene. Jeg rører dog ikke store dele af de serverede ting… trøds jeg ikke rører ver halvdelen på bordet, jeg skal bestemt ikke have diverse kager til morgen, hvis jeg kan undgå det.
Men jeg spiser en hjemmebagt ristet bolle, med spansk Jamon skinke, en yoghurt som jeg blander lidt melon syltetøj i (der skal jo lidt energi til). Dertil frisk presset appelsinjuice.
Men vigtigst af alt er naturligvis Cafe con Leche. Tro det eller la værre, men spansk kaffe med mælk er bare niveauer over end alle andre.
Jeg overvejer kortvarigt at tage lidt frugt og kage med til turen, men ser i min picnic pose, at jeg allerede har fået en stor Bolle med ost og Jamon skinke, et gigantisk stykke kage, 3 chokolade-chip cookies og en stor æble, samt en lille flaske vand. Det må være mere end rigeligt.
Jeg bliver hurtig klar efter morgenmaden, og er allerede igen 8.57. byen ligger øde bortset fra et par ændre damer som jeg hilser på. Afsted det går mod nye eventyr, jeg føler mig straks glad i låget. Og ved er det… Der er igen ingen smerte i foden… Det er sjovt som det når at gå over hver dag.
Min guidebog beskriver turen, som en 6km hård stigning via skovveje til den lille by Porciles. Der til tider vil være direkte grusom. Så det er lidt med en svag bekymring at jeg sætter i gang.
Stigningen starter med det samme, men er jævn og til start en konstant begrænset stigning, som mest er hård fordi det fortsætter og fortsætter. Der er ikke meget at se, hvilket gælder det meste af dagen. Men det er fint for mig, så undgår jeg solen, blandt trætoppene, indtil jeg forhåbentlig kan købe solcreme i dag.
Efter små 3 kilometer ændre sproget kortvarigt karakter og bliver meget stejl. Hastigheden sænkes tilsvarende og det går fremad med forhøjet puls. Jeg er dog blevet langt bedre til at sætte hastigheden efter min puls, og trods den stiger godt op i det røde felt, så er det håndterbart.
Det er forbavsende behageligt, kortvarigt at gå langs vejen, da underlaget her er plant og hastigheden stiger markant. Efter en lille kilometer går ruten tilbage af de små skovstier.
Selvom jeg føler min guidebog overdriver, som mærker jeg efterhånden udfordringerne med turen videre dag. Stigningen er ikke længere vedvarende, men går hen at blive en mere varierede, hvor det veksler mellem at gå op, til meget op, til stejlt op.. meget sjældent ned og ligeud. Udfordringen er at man kommer ud af rytme og der går der lidt mere anstrengende.
Som ved billederne ovenfor, er der ind i mellem lidt udsyn, men overvejende er der ikke meget at se.
Jeg kommer straks til den lille by Bodenaya, med den lille kirke og den røde Albergue der viser at der nu kun er 256km tilbage til Santiago (med dem tager vi da lige med).
Kort efter ankommer jeg til den lidt større by La Espina. Der er ikke rigtigt noget der tiltrækker mig her, men jeg overvejer nogle gange om jeg skal forsøge at finde solcreme, men bestemme hurtigt at vente til i aften. Der skulle ligge et stor supermarked lige ved mit hotel.
På vejen ud af byen, kommer der endnu er strækning med træer og begrænset udsyn, men det ændre sig hurtigt.
Efter en stejl stigning til endnu en lille landsby, ser jeg en ældre herre sidde på en bænk. Jeg hilser, det er tydelig en pilgrimme der tager sig et hvil.
Han virker ikke videre interesseret i at tale, så jeg går videre. Mens jeg et stund senere tager billeder og filmer, kommer han op bag mig, og vi falder kortvarigt i snak. Det er en amerikaner, det arbejder i Grækenland. Han skal vandre til Santiago og tilbage på arbejde. Jeg får en tydelig fornemmelse af, at han ikke nyder turen specielt, og han virker ikke videre snaksaglig, så jeg lader ham overhale mens jeg tager nogle flere billeder. Jeg har ikke fundet mange at tale med. Kanadieren gik meget korte dage og danskerne var bare ikke lige min kop te, og ja spaniolerne går alle i større grupper og kan ikke rigtig tale andet end spansk, så det er lidt svært. Men det er nu helt fint, det er ikke formålet for vandringen for mig.
Kort efter energidrikken, bliver jeg sulten. Jeg tager tasken af, for at spise min bolle, men ombestemmer mig.. der går virkelig godt lige nu, så jeg tager i stedet mit æble, tager tasken på igen og går videre.
Efter en kort tur ud på vejen, blandt nogle huse og forbi en kirke, går turen tilbage i skoven, hvor den fortsætter næsten resten af vejen. Stien er ofte våd og der skal navigeres rundt om smat og små åer, så det går noget langsommere end underlaget ellers ville antyde var nødvendigt. Foden begynder nu igen at gøre godt ondt, men det må jeg tage med. Det skal ikke ødelægge min tur.
Som man muligvis kan antyde på billederne nedenfor, bliver det pludselig ganske mørkt og alt tyder på regn. Jeg håber til det sidste, at nå frem i tide, mangler kun 4km, men nej… Det bliver let regn, men korte perioder med kraftig regn. Jeg tager dog kun min regnjakke på, poncho en må vente til det rigtigt begynder at regne.
Godt våd ankommer jeg til Tineo, hvor jeg kortvarigt går videre ud af byen, indtil det går op for mig, at mit hotellet ikke ligger på selve ruten, men lidt til en side. Så tilbage det går… Det var nu ikke meget mere end 300-400 metet i alt.
Jeg finder mit fornemme 4 stjernede hotel. Nok ikke noget jeg havde valgt selv, men nu det er med i pakken, må jeg sige at det var hvad jeg havde behov for🤩 restauranten er kendt for at være rigtig populær, og det anbefales at bestille tid, så det skynder jeg mig at gøre… Første tid er kl 20.30 og jeg har stadig kun spist morgenmad og et æble.
Jeg hviler mig en lille time på sengen, mens jeg skriver lidt på min blog. Kan godt lige at behandle turen i hovedet hurtigt. Efter et langt bad, og massage af foden og nakken, spiser jeg min bolle og det store stykke kage. Går ud og handler, hvor jeg endelig finder noget solcreme.
Det var lidt en en udfordring at bestille maden, men det gør det jo kun sjovere. Jeg forstod intet af hvad hun sagde og det var mere eller mindre gengældt. Jeg er den eneste på restauranten, da jeg kommer så tidligt… 20.30, Spanien er altså underlig med deres mad tider. Men der går nu ikke længe for 2 borde yderligere bliver fyldt… de må være turister.
Efter forgæves forsøg på at forstå menuen, lykkedes det hende at finde et engelsk menu kort, som hun oprindeligt ikke mente fandtes. Så fandt vi i fælles skab det samme på det spanske kort, og jeg fik bestilt. Lad os bare sige, at de få spanske ord jeg kan, ikke rækker til hvad man kalder med på en denne nok lidt finere restaurant.
Det lykkes vist at bestille en Sirloin af lokale kvæg med en lille bitte smule salat og kartofler. Hertil en lokal rødvin, produceret på det lokale slot, hvis jeg da forstod rigtigt. Kødet havde mere smag end noget jeg menes at have smagt tidligere, så afgjort en stor oplevelse, selv det måske så ud af meget. Til dessert min nye foretrukne dessert fra Asturias regionen, Arroz con leche (ris budding), denne gang på den traditionelle måde med kanel på toppen.
1 time senere var jeg tilbage på rummet og på vej i seng. Ikke optimalt for mig at spise så sent.
