Søndag 10. April 2022
Grado til Salas
Turen i dag betegnes som en af de letteste dage, indtil Camino Primitive møder den Franske Camino i Melide. Jeg håber nu ikke at det er helt sandt, for jeg fik i den grad udfordringer, men det kommer vi til.
Dagen startede med morgenmad, kl 7.30. det er i den grad skønt, når man får muligheden for at komme tidligt i gang, specielt fordi jeg altid skal bruge lidt tid om morgenen. Jeg spiser ikke hurtigt, og samtidigt har jeg behov for lidt tid, til at maden bundfælder, så jeg kan nå toilettet. Med andre ord, fra morgenmaden starter til jeg er ude af døren, tager typisk ca 1,5 time. Ja, det er mere tid end de fleste, men det er min rytme.
Der ankommer hurtigt en 12-15 spanske pilgrimme til morgenmad en, men som vanligt er det ikke rigtigt muligt at tale med dem. Derimod falder jeg i snak med en ældre herre fra Canada, mit gæt er at han er i midt 70erne. Han har vandret Camino hvert eneste år i 5 år i træk. Han har dog taget sig 2 måneder til at vandre til Santiago, hvilket er 4 gange længere tid end normalt, for som han siger, han vil tage det med ro, tage korte dage og nyde det. Hvor lyder det dog tiltalende.
Netop som jeg er ved at forlade min Albergue, opdager jeg 3 danske mænd, sandsynligvis i 30’erne. Vi taler lige kort sammen, men jeg kan se at de ikke har travlt og jeg må afsted.
Temperaturen er helt perfekt. Lidt til den kølige side, men så snart man kommer i gang, er der perfekt. Jeg forsøger altid at holde mig til gode britiske råd jeg har hørt om vandring, som lyder… “Be Bold, Start Cold”, det har i den grad hjulpet mig på tidligere vandringer. Samtidigt er holdningen at man bør klæde sig ca 10 for køligt på.
Turen til Salas, som er dagens mål, er beskrevet som, en lidt anstrengende start de første ca 4km, med lidt stejle stigninger, men herefter skulle resten af turen være lige til. Lige bortset fra at store dele af den sidste del af turen, er i skov terrain med sten og træstubbe at navigere, med større muligheder for smart og glatte strækninger hvis det har regnet, hvilket er anstrengende på en anden måde.
Ganske rigtigt starter dagen hurtigt ud med periodevise stejle opstigninger. Trods vi stadigt ikke er kommet “helt ud i naturen”, som fra på tirsdag, så er her yderst skønt.
Efter lidt tid, ser jeg et kendt ansigt. Den kanadiske herre, står op betragter af ualmindelig stor ko. Vi falder igen i snak og går sammen i en stund, indtil stigningen bliver for hård, og han må falde tilbage.
Her er det vigtigt at nævne, at det er ultimativt vigtigt at vi alle går i vores ejet hastighed. Både at gå for hurtigt og for langsomt, i relation til ens egen rytme, er ikke optimal. Så i går hvert til sit, og jeg ser han ikke igen. Netop derfor foretrækker jeg generelt altid at gå alene, og i stedet mødes med folk indimellem og på restauranter og overnatnings stederne.
Jeg har ærligt aldrig helt forstået når andre siger, at det er så hårdt at gå nedad… Ja det er hårdt dagen derpå, men mens det står på har jeg aldrig rigtigt været generet af det… men nu med min hælspore er det en anden sag. Hvergang det går ned nu gør det ondt, og det bliver værre og være som dagen går.
Jeg bliver til stadighed overrasket over mine egne evner ved de stejle stigninger. Jeg er altid den der falder bagud, og ligger langt efter alle andre, når det bliver stejlt… men ikke længere, jeg rykker tydeligt fra de andre i de stejle stigninger. Så de 18kg jeg fik tabte kort før turen har virkelig gjort underværker… Men giver også udfordringer som jeg opleve senere på dagen.
De første mange kilometer ses køer med store klokker om halsen, græsse på markerne omkring. Mange små kalve lever rundt og leger. Selvom jeg altid har ondt af dyrene skal vende sig til en klokke, der larmer ved alle dets bevægelser, så er det virkelig en skøn meditativt lyd. Jeg falder helt til ro, og nyder hvert et øjeblik.
Jeg når toppen, og skal nu stejlt ned.. der går ikke mange skridt får min hælspore munder om at den stadig findes. Jeg saktner farten og det bliver udholdeligt.
Solen er ved at tage til…
Motorvejen høres nu tydeligere. Både i går og i dag, går ruten nær en motorvej, der stopper i Salas, altså efter i dag er det slut. Generelt har det ikke generet meget, hvilet det heller ikke gør lige nu, men senere på dagen kunne jeg godt have været foruden bilerne.
Over motorvejen det går, og ned til en lille samling huse. Snart efter går stien ind i en lille skov med et vandløb der skal krydses. Stilheden mærkes med det samme, og jeg tager min tid, inden jeg igen forlader den lille samling af træer
Snart går stien forbi en lille landsby, med en lille kirke, som Caminoen naturligvis lige skal rundt om. Jeg beslutter ikke at gå ind i kirken, jeg er stadig i rigtig god rytme og ønsker at udnytte det så længe det være. Jeg passere en par pilgrimme, hilser og går videre.
Kort før en større by, Cornellana, finder jeg en lille park med er par banke og tager et hvil, lidt vand og en kitcat.
Byens store seværdighed er en borg, som jeg egentlig gerne ville have set, men der er noget specielt arrangement i dag, og et hav af mennesker går rundt med noget der ligner en lille pyntet juletræ. Så jeg må videre, tilbage ud i naturen.
En lille time efter Cornellana ændre stien sig til skovstier men ujævne sten, trærødder og med smattede områder. Samtidigt steg temperaturen til det ulidelige, så fleece-trøjen må af. Hvilket betyder at jeg risikere at blive solbrændt, kunne heller ikke finde noget solcreme i dag, i Spanien er alt bortset fra restauranter og barer åbenbart lukket om søndagen.
Min bedste ven resten af dagen bliver min buff, det sikre min nakke ikke bliver helt solbrændt.
Jeg indtager frokosten ganske sent, men da jeg endelig har spist, er jeg færdig. Hælsporen gør virkelig opmærksom på sig selv, og jeg halter videre, mens jeg bliver overhalet en en masse spanske pilgrimme. Hvilket nu er fint, jeg vil helst gå enten bagved eller foran større gruppe af folk. På ingen måde midt i en gruppe.
De sidste 8km har jeg næsten ingen billeder fra. Der var ikke specielt meget at se, og jeg havde ingen kræfter. Måtte kæmpe med hvert et skridt. Det bekymrer mig måske lidt at dagen i dag skulle være den letteste, af de første 11-12 dage. Men på den anden side, det er først sidst på dagen jeg får problemer, det skete også i går så lad os se.
Ankomst til Salas. Jeg havde godt set ud fra navnet at mit hotel kunne være en gammel borg, og det viste sig også at være sandt, trods alt blot er en lille del af det ene hjørne af den lille borg.
Her lidt yderligere billeder fra indendørs på mit borg-hotel.
Jeg tager et langt varmt bad, skriver lidt blog og masserer mine fødder med korkbolden. Der gør godt nas, men det virker. Efter lidt hvil går jeg en tur med mine sandaler… Som i går er der ingen symptomer med hælen, efter massagen, badet og skiftet til sandalerne. Min plan var at se lidt af den lille by og gå tilbage til værelset og vente på at restauranterbe åbner.
Det var på ingen måde min plan at spise burger endnu engang. Det er reelt imod min rejse filosofi, ikke at spise lokal mad, men jeg fandt et sted hvor jeg kunne få mad allerede 18.15 i stedet for at vente yderligere 2 timer, jeg må tilstå at jeg har behov for mad tidligere, med alt den vandring. Så jeg overgiver mig og spiser endnu en burger.
Animations video af dagens vandring
I morgen går turen videre til Tineo, en tur på ca 5 timer og 20km. Det ser ud til at skulle regne lidt sidst på dagen i morgen, men er jeg lidt heldig er jeg fremme inden det går igang.